Det er svært at se det rent og skær nødvendige i at lave en ny junglebogsfilm, men de tekniske bedrifter er tæt på at redde den filmiske oplevelse.

I 1967 lavede Disney en tegnefilmsfilmatisering af englænderen Rudyard Kiplings bogserie om drengen Mowglis eventyr og udfordringer i junglen. Filmen udkom umiddelbart efter Walt Disneys død, og stod som den sidste film den legendariske filmskaber var involveret i. Den blev godt modtaget og specielt to af sangene fra filmen er blevet kanon inden i Disney verdenen.

I 1994 forsøgte Disney sig så for første gang med et live-action remake, og i år 49 år efter den originale filmpremiere (der er en planlægger, der skal fyres) er det så blevet vurderet passende med endnu et forsøg på at bringe den kendte historie om Mowgli, Bagheera, Ballo og Shere Khan tilbage på det store lærred.

Remake nu med mere mørke!
Historien er den samme med enkelte ændringer. Mowgli bliver fundet af panteren Bagheera dybt inde i junglen. Mowgli vokser herefter op med en ulveflok indtil en tørke rammer, og en såkaldt ”tørkefred” bringer alle dyrene sammen ved vandhullet. Tigeren Shere Khan sætter dog ikke pris på den menneskelige gæst, der befinder sig i junglen og sværger, at han vil dræbe Mowgli, før han bliver voksen. Så må Mowgli væk – helst til menneskelandsbyen, og så går den velkendte tur gennem junglen med kæmpeslanger, abekonger og en honningglad bjørn.

Den relativt børnevenlige historie er bare denne gang pakket ind i et halvdystert univers, hvor actionen er gritty og desorienterende. Det er som om, filmen prøver at give et voksent bud på en basal børnehistorie, og det giver en lidt underlig skævhed mellem film og udtryk. Historien om Mowgli er for simpelthen for simpel til den æstetik, som den får pålagt.

Uforlignelige effekter.
Til gengæld er filmen visuelt blændende. Ni ud af ti af effekterne sidder lige i skabet. ;est imponerende for mig var ulveflokken, som både er fotorealistisk, og samtidig interagerer med den virkelige Mowgli på en fuldstændigt virkelighedstro måde. 3D-effekterne er også passende integreret og holder sig med undtagelse af et tilfælde fra irriterende shock-effekter med ting, der kommer flyvende mod kameraet.

Stemmerne til de animerede figurer er ramt lige på sømmet ved de bærende roller. Et cast med navne som Idris Elba, Ben Kingsley, Bill Murray og Scarlett Johansson gør jo enhver filmfan helt svedig, og de skinner alle sammen i større eller mindre roller. Selv børneskuespilleren Neel Sethi går mig aldrig på nerverne og leverer en ganske god præstation, specielt i samspillet med computerfigurerne – og det kan ikke have været let.

Storladen afslutning
Det hele slutter selvfølgelig med et episk show-down mellem Mowgli og Shere Khan, som omringet af alle junglens andre dyr endelig mødes. Det er storladent, men det er samtidigt kikset på mange måder. Det her er ikke nogen dyb og episk historie, som denne film prøver at gøre det til. Men er derimod en hyggelig børnehistorie om en menneskedrengs møde med junglens dyr, det skal ikke gøres realistisk, eller indeholde en voice-over af Ben Kingley. De storladne og gritty elementer gør det også så meget desto mere underligt, når så dyrene en enkelt gang eller to begynder at synge. Det er selvfølgelig en homage til den gamle film, men i stedet for at gøre mig nostalgisk, savner jeg decideret den gamle tegnefilm, fordi den i modsætning til denne film havde sammenhæng mellem form og udtryk. Så jeg har svært ved at se det rent og skær nødvendige i denne live-action film, som dog alligevel er et kig værd for de ekstraordinære animationer og rigtig fine præstationer fra stemmeskuespillere såvel som fra Mowgli.