Det gik ikke stille for sig, når David Lean lavede film. Med klassikere som ’Broen over floden Kwai’ og ’Lawrence af Arabien’ i kassen kastede den britiske mester sig over Boris Pasternaks roman ’Doktor Zivago’. Resultatet fylder 50, og man kan nu se den, som det bør gøres: Så stort som muligt.

’Doktor Zivago’ er stor. Kæmpestor. Intet ved den kan beskrives anderledes. Handlingen strækker sig fra det præ-revolutionære Rusland og godt ind i den russiske borgerkrig i en film ud over det sædvanlige.

For at holde styr på løjerne og sikre en sikker indførelse i det spraglede persongalleri indlemmes hovedplottet i en noget halvbagt rammefortælling. Her fortæller en højtrangerende KGB-agent (Sir Alec Guinness) en ung arbejderpige om den titulære Zivagos liv, da han mistænker hende for at være sin halvbror Zivagos datter. Zivago selv var lidt af en sjov fisk – en medicinstuderende med Omar Sharifs dådyrsøjne et og hjerte af guld, der først og fremmest banker for poesien. Det banker nu også lidt for hans stedsøster Tonya (Geraldine Chaplin) og senere hen Lara (Julie Christie). ”Senere hen” skal i denne sammenhæng forstås som 81 minutter inden i filmens samlede 197. Den tager sig sin tid.

Storfilm som farfar lavede dem
Indtil deres veje endelig krydses forholder Zivago sig mest af alt i baggrunden, mens han og de andre brikker langsomt manøvreres i position til en romance af de helt store. Man kunne på papiret godt blive lidt halvirriteret på så passiv en protagonist, men det gør nu ikke så forfærdelig meget. Så kan de langt mere interessante karakterer omkring ham få deres velfortjente tid i rampelyset. Blandt disse finder vi blandt andre Laras umiddelbare udkårne, Pasha Antipov (Sir Tom Courtenay), en ung idealist med en tiltagende ekstrem venstreorientering, og hendes modbydelige ældre bejler Komarovsky (Rod Steiger). Der er drama for alle pengene, og Lara ender ikke så meget med at falde som styrtdykke, hvorefter hun og Zivago endelig møder hinanden under Februarrevolutionen.

Og så er der stadig over halvanden time igen. Det dejlige er, at man sjældent føler længden. I stedet får de forskellige handlingstråde lov til at ånde og udvikle sig i et naturligt tempo, der mest af alt føles naturligt og ægte.

Tid givet godt ud
Man skal være lige så kold i røven som de arme russere for ikke at lade sig rive med. ’Zivago’ er en storfilm som vi sjældent ser dem – et ægte, episk udstyrsstykke. Der er ikke lagt fingre i mellem, når det kommer til afbildningen af hverken desperationen på fronten, eller kaosset når en fredelig demonstration tværes ud af en deling dragoner til hest. Men det ikke kun i de patenterede kæmpeskud, hvor mennesker er myrer, at Lean og fotograf Freddie Young udviser i et helt særligt greb om klassisk filmisk fortællekunst.

De kan helt dog ikke slippe uden om de faldgruber, episke fortælling så ofte dratter i. Man kommer ikke uden om en lille smule metaltræthed i filmens anden halvdel, der bare aldrig bliver helt lige så gribende som den første. Men selvom den ikke er et mesterværk på højde med ’Lawrence af Arabien’ er ’Doktor Zivago’ bestemt en storslået oplevelse, som alle med fire timer tilovers skal unde sig selv at se – gerne på det størst mulige lærred. Det kan ikke understreges nok, at den er tænkt stort og derfor skal ses sådan. At se den på nogen anden vis, ville være at gøre både den og én selv en bjørnetjeneste.