Det er en fryd for øjet at se de imminent instruerede kampscener, såvel som det er en fryd for sjælen at se det, der sker imellem.

Vi befinder os i det niende århundrede. Den unge Nie Yinniang blev i en alder af ti år taget fra sit hjem for at blive optrænet som morder. Hun har brugt alle sine teenage-år med nonnen Jiaxin, som har lært hende at ”slå ned som en fugl i flugt” – og hun har mestret det. I filmens allerførste scene ser vi Nie, som i får til opgave at dræbe en mand, der har myrdet både sin mor og bror for at komme til magten. Manden leder en hel hær, men Nie nærmest flyver ind, skærer halsen over på ham og forsvinder mellem træerne. Denne scene er en del af filmens prolog, som er fortalt i sort/hvid.

Hele filmen benytter smukke og stærkt symbolske billeder til at give udtryk for budskaber, udvikling og indre konflikt. Der er minimal dialog i langt de fleste scener, og Nie siger næsten ikke et ord. Dette er til trods for, at hun gennem hele filmen er i en stærk konflikt. Efter at have fejlet en mission får hun nemlig til opgave at myrde sin fætter – en mand hun har været forlovet med.

Det nye i det gamle
’The Assassin’ handler om kærlighed og fred, krig og politik, men samtidig er den et personligt drama om Nies indre konflikt. Man kan argumentere for, at filmen hører til wuxia-genren, som inddrager balletlignende kampscener og heroiske, enestående krigere, der tager kampen op mod det korrupte og forkerte. Der er dog langt mellem de korte action-scener, og fokus ligger i langt højere grad på de stille, drømmende momenter. Samtidig har ’The Assassin’ en realisme i sig, som man sjældent ser i disse symbolske kinesiske kampfilm.

Nogen vil muligvis finde det kedeligt med de lange, stille scener, men det giver samtidig karaktererne en utrolig styrke, at filmen tager sig tid til at karakterisere dem uden bare at forklare det hele gennem dialog – selvom vi da af og til får lidt unødig eksposition. For mig fik filmen en helt anden dybde med sin langsomme fortællestil og med sin ambitiøse tilgang til historien, som går efter at fortælle meget mere end en enkelt historie om gode og onde.

Det gode i det onde
Nie har ikke lyst til at dræbe, og vi sympatiserer ikke med Jiaxin, men hun er samtidig ikke en ond kvinde. Hun har en stærk overbevisning, som er, at de onde skal straffes, og at der er brug for dræbere til at gøre dette. Hun er noget af det tætteste, vi kommer på en antagonist, men hun repræsenterer samtidig et livssyn, som giver mening inden for filmens univers. Derfor bliver det så meget stærkere, at man er sikker, når man mener, at Nie har ret – voldens vej er ikke den rigtige. Et budskab, som kan fortælles simpelt og uden tyngde kommer til at føles som en ideologi og noget, der er værd at kæmpe for.

Selvom dette er tilfældet, er de få kampscener dog også utrolig medrivende, og ofte er det deres minimale længde, der gør dem ekstra stærke. Filmens bedste scene var for mig, da Nie og en anden snigmorder skal kæmpe. Scenen varer kun få sekunder, men jeg var ved at falde ud af mit sæde, da den var overstået.

Det sker af og til, at ’The Assassin’ bliver en smule langtrukken. Selvom scenerne er smukke, kan de blive en kende lange, og der er tråde af handlingsforløbet, som jeg har svært ved at se idéen bag. Dog var det ikke nok til at trække mig ud af en elegant fortælling om mere end én ting.