Et sort satirisk blik på borgerkrigen i Balkan-området i midt-halvfemserne lykkedes til dels med at få publikum til både at grine og græde over sine to timers spilletid.

Når film skal sætte fokus på og kritisere virkeligheden, fungerer det oftest bedst med en sort komedie. Tænk for eksempel på ’Dr. Strangelove’ som på flotteste vis satte fokus på det bizarre i, hvor let vores jordklode kunne blive kastet ud i en atomkrig. Den udnyttede sort satire til at understrege det tynde fundament vores verden befandt sig på, og står stadig i dag som en af de bedste politiske komedier nogensinde. Helt derop når ’A Perfect Day’ næppe, men mindre kan også gøre det.

Del Toro og Robbins som nødhjælpsarbejdere
’A Perfect Day’ omhandler fire NGO-arbejdere og deres hverdag et uspeciferet sted i Balkan under de humanitære kriser i midten af 90’erne. Mambrú (Benicio Del Toro) er en gammel rotte inden for nødhjælp, ligeså er hans gamle ven B (Tim Robbins). De to har lige fået en ny kollega i den unge franske dame Sophie (Melanie Thierry). De tre er akkompagneret af en tolk, og sammen prøver de fire at få fjernet et lig, der er blevet smidt i en brønd, før liget for inficeret hele vandforsyningen i lokalsamfundet. Der skal skaffes reb, og det leder ud på en dagstur, hvor problemerne blot hober sig op i stedet for at blive løst, og det nyttesløse ved hele det humanitære forsøg på at hjælpe et land i krig bliver udstillet.

Filmen er et samarbejde mellem en håndfuld europæiske lande, og det kan godt mærkes på tempoet, at det ikke er Hollywood, der har lavet denne film. F.eks. stiger tempoet i filmen ikke nævneværdigt, blot fordi der pludselig er trusler om landminer, som f.eks. en film som ’The Hurt Locker’ ville gøre. Men det er ikke en svaghed ved filmen, faktisk er det på mange måder denne films største styrke. Det er karaktererne, og det absurde ved situationen, der er i højsædet. Satiren over tåbeligheden ved hele det bureaukrati, der følger med en international koalition, er skarp og bidende.

Også lidt hjerte og tragedie
Men det er ikke kun satire det hele, filmen tager en overraskende mørk drejning i enkelte scener, specielt via en ung serbisk dreng på 6 som følger med vores hovedpersoner. Dette mørke element får heldigvis ikke filmens relativt humoristiske udtryk til at føles malplaceret, men giver i stedet ekstra pondus til de specifikke scener.

Filmen gemmer sin bedste scene til slutningen, hvor filmens forskellige handlingstråde sublimt bliver rundet af i en montage til The Kingston Trios gamle sang Where have all the flowers gone. Det er en perfekt afslutning, og er en meget rørende beskrivelse af hele filmens budskab om den idioti og meningsløshed som krigen i Serbien og nødhjælpsforsøget bragte med sig.

Det er forfriskende engang imellem at se en europæisk med noget på hjerte, som fortæller sin historie mere subtilt end Hollywood ville, samtidig med at det hele ikke bliver for kunstnerisk og underligt. Lige sådan en film er ’A Perfect Day’, og den er bestemt seværdig.