’Hundeliv’ har en god, sød og charmerende historie at fortælle – og så har den desværre også et par andre historier.

Som dansker kan jeg af og til blive lidt træt af socialrealisme. Langt de fleste danske film, der udkommer, virker til i en eller anden forstand at være socialrealistiske, og det kan blive en smule ensformigt, om end de enkelte film er gode. Det kan måske især derfor virke lidt dobbeltmoralsk, at jeg især vil kritisere ’Hundeliv’ for at være for urealistisk.

Amerikaniseret realisme
For mig at se prøver ’Hundeliv’ en mere amerikansk tilgang til i en socialrealistisk fortælling. Den ikke så gamle Sofia finder ud af, at hendes afdøde far slet ikke er afdød og vælger at stikke af hjemmefra for at finde ham. Hun bor i en forfærdelig familie med en dissideret ond stedfar, der formentlig har misbrugt Sofias halvsøster seksuelt. Søsteren skal derfor med ud for at finde faren, og så har vi ellers et umage par i en stor verden, de ikke helt kan overskue.

Der er en masse hjerte i ’Hundeliv’, og skuespillet er godt, men jeg havde utrolig svært ved at købe karaktererne. Hvis det havde været en actionfilm, kunne jeg godt leve med en ond, ond, ond stedfar, der hænger ud med en masse andre onde mennesker og ellers bare bruger sin dag på at være ond. Det går bare ikke rigtig i et drama. Hvis vi nu havde fået en enkelt scene, der viste, at han var meget frustreret, eller at han af og til prøvede på at gøre det godt, ville det måske være lidt mere troværdigt, men når det slet ikke var der, virkede historien næsten mere fjollet end forfærdelig.

Realisme
For det er en trist historie. Faderen lider af posttraumatisk stress, og da Sofia endelig finder ham, vil han i første omgang slet ikke have hende. Sofia tager dog ikke et nej for et nej, og det er i denne periode, filmen er stærkest. Der er nogle både sjove og søde scener, hvor faderen forsøger det ene efter det andet til at få Sofia og hendes søster til at forsvinde, men de stædigt bliver i nærheden af ham.

Der er dog også et par scener i denne periode, hvor karaktererne for mig at se tog nogle meget utroværdige valg. Sofias søster er lidt mere barnlig end hende, men det virkede alligevel fjollet, da hun var så opsat på, at de skulle købe vodka for de få kroner, de fik med ud af døren, at hun hellere ville købe den end en sovepose til sig selv. Især da vodkaen viser sig at have en rolle at spille i det videre forløb, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at karaktererne af og til gik på kompromis med deres troværdighed for at følge manuskriptet.

Urealisme
I filmens tredje akt holder den op med at være realistisk. Der kommer action, og der kommer twists, og filmens seriøse tone bliver en smule mere fjollet. Jeg synes, at denne del af historien tager meget væk fra filmens anden akt, som faktisk havde lidt at byde på, men det var til gengæld meget sjovt, og jeg kunne lidt bedre leve med, at især stedfaren var så utroværdig. Jeg synes dog stadig, at en historie, der havde droppet alt, der angik stedfaren, og blot handlede om to piger, der prøver at finde ud af finde ud af det med hinanden og en traumatiseret far, havde været en væsentligt bedre historie. Det er måske nok dobbeltmoralsk, men jeg synes, at det bedste i denne historie var det socialrealistiske.