’Idol’ er en sand historie, der muligvis havde været sjovere, hvis den ikke var. Den fortæller en rørende, fængende og gribende historie – og så fortæller den om ’Arab Idol’.

Den sande historie om Mohammed Assaf lyder rigtig interessant: En aspirerende popsanger formår at flygte fra Gaza-striben for at deltage i ’Arab Idol’ i Ægypten. Hans sang inspirerer derefter hele verden og især Palæstinenserne, som pludselig har noget at samles om. Dette er dog historien vi kender, og for mig blev fortællingen om Mohammeds fortid langt mere interessant end selve historien om ’Arab Idol’.

Barndommens land

Historien om Mohammeds barndom med en søster, der gerne vil spille guitar, men bliver alvorligt syg, er både stærk, sjov og rørende. Det er sjovt at se børnene lege sammen, fordi de opfører sig vildt og hverken lader sig kue af de større børn eller de voksne. Det er stærkt at se det bånd mellem de to søskende, der får dem til at starte et band, og fokusere på altid at hjælpe hinanden. Og det er rørende, da søsteren bliver syg. Samtidig er denne del af filmen ekstremt velspillet af et par virkelig talentfulde børn, og historien er kompetent fortalt. Ikke alle scener forklares med dialog, hvilket lægger et skarpt fokus på de to søskende, som bringer det bedste frem i hinanden.

Jeg var overbevist om, at historien ville handle om, at Mohammed skulle deltage i ’Arab Idol’ for at tjene penge til at hjælpe sin søster, og at jeg på den måde ville sidde med hænderne knuget sammen i håb om, at han ville vinde. Det havde været en stærk om end forudsigelig historie. I stedet springer filmen pludselig syv år frem, og fokus er fuldstændig væk fra Mohammed og søsterens bånd. I stedet er Mohammed nu en voksen mand, som er blevet reduceret til ét karaktertræk: Jeg må væk fra Gaza, så jeg kan deltage i ’Arab Idol’. Således mister filmen både sit holdepunkt, samt grunden til at holde med Mohammed.

Modenhedens kedsomhed

Jeg synes ikke, at det er spændende at se klip fra ’Arab Idol’. Jeg synes ikke, at det er underholdende at se billeder af folk, der kigger på et tv. Jeg synes ikke, at det er fedt, at Mohammed klarer sig ud af alle problemer i anden del af filmen ved at begynde at synge. Det er desværre, hvad ’Idols’ anden del er. Der er alt for mange klip fra et tv i denne film. Selvfølgelig kan man fortælle historien om en sanger på anden vis end ved at klippe mellem billeder af ham på en scene og folk, der ser på ham. Men det er præcis, hvad ’Idol’ gør, og det er både uelegant og skaber distance. Efter filmens slutning står der tekst på skærmen, som fortæller om Mohammeds videre liv. Faktisk var det væsentligt mere spændende at læse, end at se det klimaks, der netop var overstået.

Faktisk er første del af ’Idol’ virkelig god. Jeg sad næsten med tårer i øjnene, da filmen var nået halvvejs, men da filmen nåede til sin slutning, havde jeg svært ved at holde øjnene åbne. Det er simpelthen en halv film, der er velfortalt, velskrevet og velspillet over for en halv film, som er kedelig, uelegant og noget, vi har set før. Hvis man gerne vil se klip fra ’Arab Idol’, kunne man jo sætte sig ned og se ’Arab Idol’.