Kate Winslet sætter med sin småsenile senior fut i fejemøget i Jocelyn Moorhouses australskfødte, romantiske mysteriekomediehævnsdramawestern.

Det er pudsigt som en film kan overraske. Med svage forventninger og en smule sommerkir simrende i systemet stadigvæk slingrede jeg ind i Palads 9:30 til pressevisning. Jeg havde set traileren aftenen forinden, og jeg var mildest talt ikke imponeret. To timer med Kate Winslet som tilbagevenden tøjdesigner i en australsk udkantsflække i 50’erne? Et forudsigeligt romantisk sideplot med Liam Hemsworth? På trods af hvor kønne de begge er at se på, virkede det mildest talt til at blive en lang morgen. Jeg blev heldigvis bekendt med det fine faktum, at ingen kender dagen før solen er gået ned.

Hævn og haute couture
Myrtle Dunnage (Kate Winslet) vender tilbage til hendes hjemby Dungatar i den australske outback. Hun blev sendt væk fra byen i en tidlig alder på grund af formodet indblanden i en skolekammerats mystiske dødsfald. Hendes mor Molly Dunnage (Judy Davies) bliver småskør af hele affæren. Alt imens hendes datter trodser sin farveløse fortid ved at blive en dødsens dygtig designer langt borte, sidder hun alene tilbage I en by hvor alle hader hende. Hjemstavnen er så langt fra high fashion, at en skrædderstilling udelukkende er noget man sidder i. Hurtigt får alle byens høns dog smag for hvad den tilbagevendte parisienne kan tilføre deres liv og livvidder. Hun ser deraf en mulighed for måske at rense sit navn, om ikke andet for på fashionabel vis at gøre bod med fortiden.

I det øjeblik Kate Winslet fremtræder første gang på skærmen stjæler hun scene efter scene. Det bliver hun ved med. Kun overrumplet af Judy Davies. Bedst af alt er det når de deler dem. Samspillet mellem den udadtil selvsikre fashionista, der føler sig forbandet, og en rapkæftet, drikfældig mor, der har boet alene lidt for længe er i sig selv værd at se filmen for. På papiret lyder det som et seriøst plattenslag, men det er så hjertevarmt, velspillet og medrivende at det holder hele vejen ud til ødemarken.

Genresammensurium med spidse skæbneskildringer
Familieforhold, hævnmotiv, mordmysterie og landsbylivet blandes i en pærevælling af genrer. Hævnmotivet og den westernlignende outback blandes uden at fortrække en mine med komediens replikhurtighed, dramaets følelseskarrusel og indiefilmens underfundighed. På imponerende vis vippes der mellem tragedie og komedie i selvsamme scene. Vigtigst for det hele er måske dens pacing, der aldrig trækker det ud eller springer over for hurtigt. Med så mange genrekonventioner og lag at lege med kunne det være gået grueligt galt. I stedet opstår en meget veltilrettelagt, charmerende fortælling.

Meget charmerende er specielt skildringen af spøgelsesbyens skæbner. Det er altid med lige dele ironi og seriøsitet at de varme karikaturer tegnes, og man ønsker på samme tid det værste og det bedste for de skæve eksistenser. Den ondskabsfulde, gudfrygtige apoteker Percival (Barry Otto) med den søde kone Irma (Julia Blake), der altid kom ud for ansigtsomrokerende uheld inden manden blev pukkelrygget og dermed fysisk svagere end hende. Den selvhøjtidelige so Elsbeth (Caroline Goodall), der konstant blærer sig med sin succesfulde, hjemvendte dreng William (James Mackay), der ikke kan udstå hende. Byens flamboyante politibetjent Farrat (Hugo Weaving), der går mere op i sirligt kvindekluns end sherifstjernen på skjorten.

Filmen finder den svære balancegang, der er I på kort tid at fremstille mange karakterer med et glimt i øjet uden at negere deres altoverskyggende menneskelighed.

Bedst af alt er det, at scenerne under produktionen ofte blev afbrudt af vilde emuer. Forestil dig en flok sladrende landsbykællinger i deres stiveste, Lady Gaga-lignende påfuglepuds, der pludseligt bliver angrebet af en kålhøgen kæmpefugl. Det billede gør mig glad i låget, og det gjorde filmen over al forventning også. Jeg ved ikke om det skyldes filmen, den førnævnte, fine forestilling i mit hoved eller førdagens veritable mængder badekarsex og franske drinks, men et eller andet gjorde mig umiddelbart efter filmvisningen svært glad for at være menneske på godt og ondt.