Tempoet sprutter og kæmper prutter i Steven Spielbergs stort anlagte filmatisering af Roald Dahls børnebog.

Der går dårligt fem minutter før kæmpen i ly af mørket har bortført den 10-årige Sofie fra hendes børnehjem. Det går over stok og sten, mens kæmpen bruger sin kappe til at kamuflere sig for de mennesker, der stavrer gennem byens gader. Spielberg, der er vendt tilbage til børnefilmen, bruger en snild kombination af svimlende POV-skud fra kæmpens greb til totalbilleder, hvor den umiddelbare fare balanceres med en visuel joke eller tre. Alt imens fyrer John Williams op for nogle melodier, der tilsyneladende var tilovers fra hans arbejde på ’Harry Potter’. I et kort stykke tid kan man snydes til at tro, at der er noget ganske særligt i vente.

Men nej.
Kæmpen tager Sofie med til kæmpernes land lige ved siden af The Uncanny Valley. Her regner hun hurtigt ud, at kæmpen er lige så venlig som titlen antyder – i modsætning til de andre af hans slags, der bærer isnende navne som Blodtapperen og Kødklumpeæderen. Og her rammer filmen den første af mange mure. At se ’Den store venlige kæmpe’ er nemlig som at køre på en rusten cykel fra den industrielle revolution. Gearene knirker og kæden truer hele tiden med at hoppe af, så rejsen bliver en mærkbart ujævn fornøjelse, der på den mindst elegante vis skifter fra 5 til 150 km/t og tilbage igen i ryk så hårde og bratte, at man så småt begynder at få ondt i nakken.

Så er det jo godt, at der er flere lindrende scener, hvor filmen får lov at hvile i noget filmisk trylleri. Det viser sig, at SVK, som Sofie døber kæmpen, bruger sine aftener på at samle drømme fra et magisk træ, som han så blæser ind til de sovende i menneskebyen. Drømmene er visualiseret som små, levende fyrværkeri-eksplosioner og sekvensen, der viser indfangningen af en drøm til afleveringen af denne, hvor den udspiller sig på kammervæggen som et stykke skyggeteater, er et af filmens absolutte højdepunkter. Det er stille, varmt og sågar en smule magisk med en perfekt antydning af melankoli. Man glemmer endda helt, hvor meget SVK’s hud ligner plastik.

Kalder Thomas Winding!
Mark Rylance spiller SVK gennem motion-capture og teknologien fanger hver eneste muskeltrækning i hans ansigt. Det betyder bare ikke så meget, når teksturen får ham til at fremstå som en modbydeligt velproduceret voksdukke, der aldrig bliver helt levende. En del af skylden kan selvfølgelig også tilskrives de danske stemmer, der aldrig formår at stemme overens med de amerikanske skuespilleres børnevenlige overgestikulering. Sjældent har man i så stor grad længtes efter Thomas Windings stemme, der talte over det oprindelige lydspor i 70- og 80’ernes Astrid Lindgren-filmatiseringer.

Der er rigtigt mange ting ved ’Den store venlige kæmpe’, der ikke fungerer. Samtidig er den langt fra en katastrofe. Selvom den blot er en fodnote i Spielbergs karriere kan hverken pruttende kæmper eller corgier forhindre børnebogsmagien i at skinne igennem i små flygtige glimt, der gør det umuligt at nære alt for meget aktiv negativitet over for den.