En families sammenhængskraft sættes på prøve i et sirligt gyserskyggespil om sindssygdom.

Mørkets skygger kan på enestående vis pacificere menneskets rationale. Da jeg voksede op på den jyske hede havde jeg et tilbagevendende mareridt. For enden af vores have var der et uhyggeligt indhug mellem den rødbrune tjørn, som skilte haven fra marken, og det læbælte, der skilte haven fra vejen. Så snart jeg sov drømte jeg igen og igen om ulve. Uhyggelige ulve udsprang fra det skyggefulde skel og angreb huset. Utallige gange har jeg ivrigt måtte barrikadere døren mod glubske kæmpehunde for ikke at blive spist. Andre gange åd de mig levende. Alt den rædsel på baggrund af en forpulet beplantning og en smule fantasi.

Der skal ikke mere til end en skygge og et sind, og det er netop den idé som den svenske feature films debutant David F. Sandberg igen præsenterer os for i ’Lights Out’. Han har tidligere gjort det i kortfilmen fra 2013 af samme navn, der nu er blevet genskabt til en horrorfilm i spillefilmslængde.

Pareidoli og parapsykologi
Martin (Gabriel Bateman) er et forholdsvist normalt barn. Han er som alle os andre i den alder bange for mørket. Han har måske bare et bedre grundlag for det. Hans far er lige død i en tragisk ulykke på sin tekstilfabrik. Hans maniodepressive mor Sophie (Maria Bello) bliver ved med at snakke med sig selv. Den eneste normale tilbage er hans storesøster Rebecca (Teresa Palmer), der for længst er flyttet fra familiehjemmet. En dag får hun et opkald fra skolen. Han har ikke sovet i flere dage. Skyggerne bliver ved med at bevæge sig, og han ser den samme skikkelse konstant. Den samme skikkelse, som søsteren så i skyggerne som spæd. Kan der være en sammenhæng?

Der er en fin lille, underliggende psykologisk allegori i skyggeskikkelsen og de dystre familieforhold. Den forbliver desværre lille. Grænselandet mellem opfattelse og realitet er så veludført i det første akt, at det virkelig er synd at det psykologiske skyggespil skæres fra på nærmest lobotomisk manér. Hvornår lærer horrorgenren at en god allegori trumfer en dårlig forklaring? I stedet ender Sandberg og manusforfatter Eric Heisserer med en tidstypisk, verdsliggjort mysterium-agtig parapsykologisk overforklaring af fænomenerne.

Store skygge ulv
Jeg er kommet lidt længere siden mine natlige ulvedyste, og jump scares og skygger er ærligt talt de ældste tricks i bogen. De plejer at prelle af på de fleste garvede gysergåere. Alligevel hoppede jeg i starten af filmen ofte lidt i sædet. Horrorhåndværket er veludført, og man kan mærke at James Wan har produceret filmen. Desværre har man arbejdet ud fra if it ain’t broke, don’t fix it-mantraen. 81 minutter burde ikke føles længe i en biograf, men efter at man har klippet fra knirkende korridor til skræmt ansigt til knirkende dør for fjerde gang, så falmer forskrækkelsen.

Man skal passe på med at sidde og sige ”hvad-nu-hvis” når man formidler film, men ’Lights Out’ har så meget potentiale at jeg ikke kan lade være. Hvis man nu havde udforsket den underliggende, tematiske allegori om psykisk sygdom i familien yderligere. Hvis man nu havde fokuseret mere på blæset og mindre på bæstet. Og vigtigst af alt, hvis nu man snigende havde antydet – og ikke tonset – den store skygge ulvs eksistensgrundlag frem, så havde det satme været en saftig seeroplevelse.

Hele seancen var lidt som mine barnlige mareridt. De første tre gange, at du har det samme mareridt føles det meget skræmmende. Næste gang er det lidt uhyggeligt, men bevidstheden om hvad der foregår trumfer frygten. Efter ottende gang kniber man sig i armen for at vågne. Ikke for at slippe væk. Simpelthen for at holde sig vågen i ens eget mareridt.