Filmen om dem du skal ringe til, hvis der foregår noget mærkeligt i dit nabolag, er blevet opdateret og har fået nye effekter! Nå ja og bryster, selvfølgelig.

Et af årets mest kontroversielle og omdiskuterede (læs: hadet-uden-at-have-set-den) film er landet. Med en trailer der officielt er blevet den mest disliket trailer på youtube nogensinde og kommentarer, der får Nationen på Ekstra Bladet til at ligne konstruktiv feedback, går filmen et hårdt stemt publikum i møde. Og så handler den endda om noget så uskyldigt som spøgelsesjagt.

Sådan cirka ligesom sidst
Først plottet: Fysikerne Erin (Kristen Wiig) og Abby (Melissa McCarthy) finder et ægte spøgelse sammen med Abbys kollega Holtzmann (Kate McKinnon) – noget de har forsket i, men aldrig fundet beviser for før nu. Universiteterne hvor de arbejder, er dog knap så overbeviste. Så mister de deres arbejde, og starter i stedet et firma, der skal tage sig af disse spøgelser. Patty (Leslie Jones), den smarte afroamerikaner, der ellers arbejdede på en undergrundsstation, og som tilfældigvis ved en masse om New Yorks historie, støder til. Det samme gør Kevin, den yderst uintelligente sekretær (Chris Hemsworth). Inden længe viser det sig, at en underkuet og overset mand med onde intentioner vil sætte alle spøgelserne fri og ja, så kan I næsten regne den ud herfra.

Filmen, der skulle tro mere på sig selv
Historien er på ingen måder nyskabende, og det mest originale er nok netop kønsskiftet på karaktererne. Den manglende originalitet betyder dog heldigvis ikke, at det ikke stadig er sjovt. Filmen virker bedst, når den tror på sig selv, og selvom det lyder som en udtrådt kliché på et lykønskningskort, så er det tydeligt, at når filmen lader sine karakterer styre timing og humor, fungerer det meste. Omvendt mister filmen flere gange sit tempo ved at klippe til one-liners, action eller bare reaktionsskud, hvilket gør den fragmenteret og ujævn. Det samme sker, når der lefles lidt for meget for fansene med alt for mange og alt andet end subtile henvisninger til de originale film.

Ser man bort fra det lidt ligegyldige plot og filmens egne usikkerheder, så er den i bund og grund underholdende. Når jokesene er gode, er det virkelig godt. Stemningen er meget lidt selvhøjtidelig, og de visuelle effekter er slet ikke så dårlige som det tydede på i traileren. Et nostalgisk hjerte vil nok stadig savne den gamle stopmotion-charme og de tydeligt sammensatte billede, der kendetegner de originale ‘Ghostbusters’, men det kan man nok næppe forvente, at en moderne film vil have i dag.

Den berygtede rollebesætning
Til gengæld har filmen overordnet et godt cast (jaja, haters gonna hate). På trods af at Jones’ karakter bliver reduceret til næsten kritisabel stereotypisk “sassy black woman”, så er kemien god mellem Wiig og McCarthy. Det er desuden enormt befriende at se McCarthy spille en (lidt) mere jordbundet rolle, end de overdrevne karikaturer hun ofte befinder sig i. Hemsworth er herlig som smuk men snotdum, og McKinnon giver en hel ny fortolkning af at være excentrisk.

Ligesom i de originale film ligger filmens styrke i dens humor og lune. Det havde klart klædt den bedre at satse på mindre action, færre henvisninger til de originale film og mere plads til at lade karaktererne lave sjov – lidt ligesom man gjorde med Bill Murray i sin tid. Alt i alt er filmen aldrig kedelig. Højst lidt klodset, hvilket nok er den samme kritik man kunne give originalen.