Den sande historie om overklassekvinden med manglende selvindsigt tilfredsstiller, men savner de ambitioner, der kunne gøre oplevelsen mindeværdig.

Bio-pics, dvs. film der omhandler virkelige personers bedrifter, er en yndet filmgenre over hele verden. Film som ’Papillon’ fra 1973, Martin Scorseses ’Raging Bull’ og Danny Boyles fremragende ’Steve Jobs’ fra i år formidler alle en skæbne med autenticitet og et klart fokus. Filmenes kvalitet afhænger ikke af om du er tilfangetaget, bokser, eller computernørd. De vækker interesse omkring emner, man ikke troede kunne være fængslende. Dét er en bio-pics fornemme, men vanskelige opgave. ’Florence’ profiterer på en historie, der absolut er dragende men som hovedpersonen selv, kan den ikke undgå at føles lidt falsk.

Overklasseløg i omsvøb
Meryl Streep er tilbage i hvad der kun kan karakteriseres som en rigtig Meryl Streep-rolle. Det sympatiske, men flamboyante og fablende overklasseløg Florence Foster Jenkins har med sin skuespillerhusbond St. Clair (Hugh Grant) længe været en del af det finkulturelle selskab i New York. Musik og i særdeleshed opera er deres fælles passion. En dag beslutter Florence sig for at blive operasanger. Af frygt for at såre hende, bakkes hun op fra alle sider, på trods af en eklatant mangel på talent. En beslutning der både skærmer og blotter den følsomme aristokrat.

Er det stadig sjovt? Bliver det snart alvorligt?
En sand historie som denne vækker interessen fra første sekund. Kvinden der blev til grin for sin skrækkelige sang uden at vide det. Det er tragikomisk i den rene form. Og netop ordet tragikomisk er centralt at holde fast i. Skal filmen være sjov eller alvorlig? Skal vi grine eller græmmes?

Instruktøren Stephen Frears vil gerne, at begge følelser kommer i spil. I forsøget sker desværre bare det, at hverken komik eller drama når de højder, som er en soprano forundt. Der klukkes ofte over de horrible øvetimer, hvor Florence imponerer med en sangstemme mere falsk end et par silikonebryster. Mere bliver det ikke til. Og det på trods af, at filmen ikke søger at nå ind til kernen af vor hovedperson, men i stedet forsøger at skabe et letfordøjeligt portræt af et besynderligt menneske.

Alvoren kommer i anden række og når således aldrig at penetrere overfladen. Florence Foster Jenkins kæmpede med såvel kærligheden som sygdom, men en særdeles langsom konfliktoptrapning og mangel på vedkommende dialog sætter en stopper for empatien. Filmens biroller får i stedet lov til at forlyste sig i utallige scener, den ene mere ligegyldig end den anden. Et mere rent fokus på hovedpersonen selv havde klædt filmen, der i for høj grad undertrykker den bedrøvelige side af begivenhederne.

Kompetent tækkelighed
Visuelt er 1940’ernes storbyliv fremragende realiseret og skuespillet er imponerende, på nær Simon Helberg, der overspiller i rollen som nervøs og underdanig pianist. Stephen Frears holder tilskueren i hånden, men man skal ikke bekymre sig om at få fingrene knust af et overspændt greb. Til det mangler ’Florence’ simpelthen dramatisk pondus. Et levet liv er vigtigere end kunst, og det er ’Florence’ en fin påmindelse om. Så bliv bare i den virkelige verden i denne omgang. Biografmørket kan vente.