Hvis du savner den tid hvor Mel Gibson spillede fede roller i udmærkede film kan du se meget frem til ’Blood Father’. Selvom filmen ikke er noget mesterværk, giver gode karakterer og Gibson tilpas meget charme til, at det er en solid actionfilm.

Mel Gibson var en superstjerne indtil han kom til at sige mildest talt antisemitiske ting i fuldskab og fik deraf ødelagt sin karriere fuldstændig. Personligt var jeg aldrig så glad for de film han instruerede, men jeg synes han var en rigtig god skuespiller. Det er derfor utrolig tilfredsstillende at se ham være med i film igen. I rollen som en sur, gammel lidt småracistisk mand formår Gibson at være sjov, charmerende og en hovedperson jeg holdte fuldstændig med.

Gode karakterer

’Blood Father’ har et rigtig klassisk plot. En tidligere dømt kriminel, som har lagt livet bag sig, bliver trukket tilbage i den kriminelle verden af, at hans datter er i livsfare. Det, som trailerne ikke viser er at ’Blood Father’ samtidig er en rigtig sjov film. Vi har noget action, og vi har noget thriller, men i centrum af det hele har vi Mel Gibson, der går rundt og skælder ud for sig selv, mens han har tre mafiafolk efter sig. Det hjælper også på det, at datteren ikke bare er et plotpunkt. Hun er også er sjov og charmerende. Vi får blandt andet en skøn scene, hvor hende og faren diskuterer hvorvidt mexicanere stjæler amerikanernes job. I stedet for kun at få scener hvor hun græder og lever ufornuftigt, skabes der faktisk en karakter som jeg håbede på ville overleve.

Anden akt går med at Gibson opsøger de mafiafolk, han selv plejede at arbejde med. Der er tale om rockere og nynazister. Gibsons karakter har tilpas stor distance til sin fortid til, at han stadig er mulig at sympatisere med, og alt i alt kommer de karakterer mest af alt til at fungere som et humoristisk element i filmen. Man kan kritisere ’Blood Father’ for at tage så let på, at vores hovedperson har en fortid som nynazist, men for mig var plottet tilpas klassisk actionfilm, og stemningen tilpas let til, at jeg godt kunne se ud over det, når der trods alt var en stor distance til disse karakterer. Desuden kunne jeg ikke lade være med at opfatte det som om, at der laves lidt sjov med Gibsons egen fortid.

Dårlig slutning

Det er først i tredje akt af ’Blood Father’, at kæden hoppede for mig. Plottet havde gennem hele filmen ikke været noget nyt, men karaktererne og stemningen havde føltes tilpas ægte, og der havde været tilpas meget humor til at jeg var godt underholdt. I tredje akt forsvandt humoren dog i høj grad, og filmen gik for mig at se i skabelon-mode. Karaktererne tager unødigt dumme valg, som bringer dem til en situation, hvor der skal være en konfrontation med den ukarismatiske antagonist.

Konfrontationen er selvfølgelig i vanvittigt høj grad til antagonistens fordel, og det er kun fordi, karaktererne opfører sig som karakterer, at der er nogen som helst mulighed for hovedpersonernes sejr. Op til det punkt havde ’Blood Father’ nok charme til, at slutningen ikke ødelagde min filmoplevelse, men det burde have været muligt at lave noget knap så usandsynligt og frem for alt knap så alvorligt.