Det nye lydspor synker ikke ’Panserkrydseren Potemkin’, der holdes flydende af det filmiske håndværk.

Der bør ikke herske nogen tvivl om hvorvidt man skal se Eisensteins ’Panserkrydseren Potemkin’. Selvfølgelig skal man det. Filmen står i dag som en kolos i filmhistorien – og med god grund. Historien om mytteriet på Potemkin, ofrene det kræver, solidariteten den skaber, og zarregimets nedslagtning af de arme masser på trapperne i Odessa, har muligvis mistet noget potens som propagandistisk agitprop, men filmsproget har ikke mistet sin kant. Eisensteins kollisionsmontager, der søgte at fremmane betydning i tilskuerens bevidsthed gennem den voldsomme sammenstilling af vidt forskellige indstillinger og billeder, springer muligvis ikke så meget i øjnene på en tilskuer anno 2016, men det fratager ikke scenerne deres kraft. Man skal da i hvert fald være lavet af stål for at komme igennem trappescenen uberørt af brutaliteten. For hold da op, der bliver ikke lagt fingre imellem når alle – gamle som spæd – står for skud.

Ny lyd på gamle scener
Men hvad så med det nye lydspor af digitaliseret elektropunkt, komponeret af Peter Peter og Christian Rønn og indspillet af gruppen Panser? Hvad bidrager det så med? Desværre ikke forfærdeligt meget. At en film af Eisenstein, der jo i høj grad talte for kontrapunktisk brug af musik, skal akkompagneres af trommer og elguitar, der matcher handlingen til punkt og prikke, er en smule skuffende.

Hvis man lige må tage filmhistoriehatten på – bare et øjeblik. Eisenstein udsendte i samarbejde med to andre store russiske montageinstruktør, Pudovkin og Alexandrov, et manifest om lyd ved dennes gennembrud. I deres manifest påberåbte de en kontrapunktisk brug af lyden, der skulle bruges som endnu et element i den samlede filmiske konfliktmontage, der som en traktor skulle pløje publikums bevidsthed med nøje kalkulerede chok. Rønn, Peter og Pansers musik er alt for on point og det føles simpelthen for sikker. Så den store kollision mellem to vidt forskellige tilgange til lyden ender altså med at finde sted på lærredet, og ikke i publikums bevidsthed. Man kan ikke være andet end en smule ærgerlig over, at de danske gutter ikke har eksperimenteret i mesterens ånd, men derimod har gået den oplagte vej hver gang.  Der er rabalder og knusende riffs under mytteriet og når regeringstropperne marcherer over de faldne borgere tramper trommerne på trommehinderne. Men i stedet for at forstærke oplevelsen bliver den desværre lidt udvandet. Rent musikalsk sætter forudsigeligheden ind med kedsomheden lige i hælene. Øv.

Invaliderer det så ’Potemkin’ som oplevelse? Nej, dog ikke. Det betyder bare, at dette remix efterlader én med en noget af en tom fornemmelse i maven. Gensyn med de store klassikere er altid godt – især når de kan finde sted i biografens mørke.

Bemærk, at denne trailer ikke indeholder det nye lydspor.