Brit-pop brødre i supersonisk dokumentar.

Manchester-drengene, der indtog musikscenen i 90erne, indtager nu det store lærred i en ærlig og herlig dokumentar. Den portrætterende dokumentar med musikalske talenter i hovedrollen er efterhånden opskriften på en sikker succes, og man kan fristes til at kalde det en gylden æra inden for dokumentaren. Bare i 2015 var der spækket med stærke dokumentarer som ‘Amy’, ‘Cobain: Montage of Heck’ og ‘What Happened, Miss Simone?’, der alle fortæller hele historien om kunstnere, der på godt og ond har gjort indtryk. ‘Oasis: Supersonic’ er ingen undtagelse. Det sagnomspundne britpop band er alene på grund af deres kultstatus efterhånden et emne, der sælger sig selv. Filmen fortæller, ud over bandets historie, også historien om to brødre, der hverken fungerer med eller uden hinanden. Det er klart en kvalitet ved filmen

20 års jubilæum
Vi møder de unge Gallagherbrødre før de overhovedet er et band, og følger dem og resten af bandet (der udskiftes lidt i undervejs) på rejsen fra at være et lille undergrundsband til at de i 1996  spiller den legendariske koncert på Knebworth. Koncerten går for at være en af de mest storslåede koncerter nogensinde. En kvart million fik billetter – over to millioner prøvede at få billet. Det er netop 20 år siden at Oasis toppede og intet tidspunkt virker mere perfekt for en dokumentar end nu. Bandet er centrum for voldsskandaler, stoffer og interne stridigheder, og pressen får ikke lov at kede sig i Oasis’ storhedstid. Dokumentaren viser tydeligt hvordan et band kan få succes i urealistisk fart ved at kombinere tabloidforsider og Noel Gallaghers talent som sangskriver. Hele historien om bandet og brødrene er flot flettet sammen af gode animationer, unikt arkivmateriale, hvor noget af det vises for første gang, og interviews med bandmedlemmer, der fungerer som voiceover til hele montagen. Det er klippet sammen med passende mængde respekt og kækhed, og lyden af Oasis’ musik får lov at komme til sin ret.

Nostalgisk tilbageblik
Den oscarvindende producer bag filmen, James Gay-Rees har i det dokumentariske portræt fundet en guldgruppe, og han formår at få de bedste til at eksekvere værkerne så de næsten rammer spillefilmsniveau. Den ærlige og inddragende måde at fortælle historier på går lige i hjertet og dokumentaren er perfekt afvejet i forhold til følelser og stemninger. Man føler, hvad bandet føler hvad end det er frustration eller eufori – en kvalitet jeg synes man sjældent ser i dokumentarer. De slidte 90’er klip er flettet flot sammen af en række passende animationer, og minder en om en tid hvor alt blev filmet på et videokamera. Den minder også en om en tid hvor der var noget andet, der betød noget for folk, så selvom man ikke er Oasis-fan kam man lade sig rive med af nostalgien. Jeg blev i hvert fald sendt direkte tilbage til mine meget unge år i børnehaven, hvor nogen havde lavet et kassettebåndsmixtape både med ”Wonderwall” og ”Don’t Look Back In Anger”. Et godt eksempel på hvordan man snildt kan elske Oasis uden at forstå det. Det samme gør sig gældende for ‘Oasis: Supersonic’. Jeg er ikke sikker på jeg forstår den, men jeg er sikker på jeg elsker den. Tempoet er rigtig højt fra start, og jeg glæder mig til at se den igen, så jeg får det hele med. Jeg blev uden tvivl mere Oasisfan af at se den og tilgav undervejs Noel Gallagher for at forlade bandet, da det gik op for mig hvad han havde at kæmpe med og mod. Som moderen så fint siger det: ”Noel har en masse knapper og Liam har fingrene til at trykke på dem”.