Hvor meget Disney er for meget Disney? Skildret i en dokumentarfilm vækkes den autistiske Owen Suskinds historie til live gennem animerede sekvenser. Filmen er i sine bedste stunder som sin titel: “Life, Animated”.
I et videoklip fra familiealbummet leger Owen slåskamp med sin far. Han er Peter Pan, faren Kaptajn Klo. Det er et af de sidste dokumenterede minder hans forældre har af ham inden han udviklede autisme. Indkapslingen af hans barndom før en barsk virkelighed blev hverdag.
Mor, far og Peter Pan
Som treårig begynder Owen at vise tegn på autisme. Måske vil han aldrig gå og tale som et normalt barn igen. Hans verden går fra at være ny og spændende til at være støjende og uoverskuelig. Indtil Owen tager Disney-briller på og finder sin egen metode til at tolke og forstå de mange forstyrrende signaler. “Walter doesn’t want to grow up, like Mowgli and Peter Pan,” ytrer han ud af det blå efter års tavshed, om hvorfor hans storebror er mut efter sin fødselsdagsfest. Familien Suskind gør efterfølgende alt de kan for at møde sønnen i hans Disney World, hvor han er rolig.
Sidste nat i børneværelset
Dokumentaren følger Owen lige inden han skal til at dimittere fra college og flytte hjemmefra. Det er igen en slags sidste nat i børneværelset for ham, men han har denne gang trænet sig op til at stå på egne ben længe. Først og fremmest glimter de fantastiske scener fra Owens Disney-klub af hjertevarme. Her omformulerer de autistiske kammerater kendte Disney-film til praktisk livsfilosofi. Den ikoniske “He lives in you”-scene fra Løvernes Konge bliver af de socialt udfordrede unge et livsmantra om, at man rummer meget mere, end det man selv kan se. Hvilket kan være vigtigt at huske når man hverken kan åbne sin egen postkasse, bruge en ovn og samtidig må bruge huskeregler for at føre en gængs samtale – eller krydse vejen med den mest hensigtsmæssige kropsholdning.
På film er autisme ofte blevet glorificeret til skærpede sanser, fotografisk hukommelse og vilde matematik-egenskaber. Det er derfor rart at se en dokumentaristisk skildring af autismetilværelsen, som den er for Owen. Han er dog temmelig Hollywood-fantastisk, hvilket giver filmen mulighed for at blive det livsbekræftende hurraråb den er. Den oscarvindende instruktør Roger Ross Williams har i fortællingen fundet en historie så Sundance-prisværdig, at den havde været en festivaldarling, om så Anne Grethe Bjarup Riis havde lavet den med lukkede øjne.
Mindre lovsang mere mørke
“Life, Animated” bliver dog først rigtig interessant som dokumentar, når Owen selv fortæller om alt det svære, men de scener har kun lejlighedsvis fået plads i lovsangen. Indblikkene i Owens mørke perioder, “glops” kalder han dem, er illustreret med klip fra de mest gruopvækkende Disney-scener, der nogensinde er skabt. Dem fra før Disney blev dødsforskrækkede. Quasimodo smurt ind i pøbeltomat og lille Simba alene på sletten med liget af sin far. Owen spejler sig, men udstyres fra Disney også med håb. Kort efter marcherer Simba rørende op af bjerget og udbrøler sig selv til savannens nye patriark. Quasimodo omfavnes af barndommens uspolerede lillpigehjerte. Her går animation og dokumentarisme op i en højere enhed.
Der er nok så meget at problematisere ved Disneys heteronormative fortælling om livet, der altid ender godt. Det er Owen Suskind fuldt forberedt på. Han har drøftet Klokkeren fra Notre Dame i klubben, hvor helten ikke får pigen til sidst. Det er i orden eftersom han til gengæld får lov til at blive accepteret som han er. Én ting er ikke til at komme udenom. Owen er en helt og en superstjerne i sin egen lille Disney-film.