Overgangen fra barn til voksen er svær – og aldrig kedelig. Det er 2. spillefilm af Morten BH både et bevis på og en udmærket portrættering af.

Året er 1991. Simon er en rastløs teenager, der lige er blevet smidt ud af 10. klasse – en såkaldt rod. Han er fanget i provinsen Faxe – ligesom sodavanden. Her går dagen med hans nørdede, rødhårede ven Frede. De er hinandens modsætninger, men ikke desto mindre uadskillelige. I hvert fald indtil Simon stifter bekendtskab med Københavns undergrundsmiljø – graffitibanden CHAOZ, som tager ham til sig. Her møder han ligesindede, og får anerkendelse for det eneste han rigtig er god til: At male. Snart er Simon viklet ind i den kompromisløse og kriminelle livsstil. Men hvad er rigtige venner i virkeligheden? Og hvor mange togvogne skal man male med sit ”tag” for at bevise, hvem man er?

’ANTI’ er historien om venskab, loyalitet og kærlighed. Den typiske ungdomsfilm, uden helt at være det. I Simons forsøg på at finde et ståsted og definere sig selv leder han, som så mange andre teenagere, de forkerte steder, hvilket resulterer i, at han skubber sine kæreste væk og træffer barnlige valg, som giver konsekvenser for voksenlivet, der venter rundt om hjørnet. 

Velportrætteret provinsrastløshed
’ANTI’ forstår at gengive følelsen af at være teenager; at være anti – imod alt – og kede sig i Faxe Ladeplads. Dagene her er ens og udspiller sig for Frede og Simon bag den lokale bager, hvor de lefler sig til bagerjomfruens overskydende snegle, ruller joints og tager til privatfester afholdt uden forældretilladelse. København og CHAOZ bliver for Simon den kunstneriske legeplads. Et fri- og tilhørssted, som lokker med fester, sex og adrenalinrus.

Filmens stil er ligetil, gennemført og velvalgt: pladescratch og 90’er hiphopbeats akkompagnerer fra start dens billedside. Generelt formår den at indkapsle 90’er universet på en ganske charmerende måde. En stor del af underholdningsværdien bestod for mig i at le genkendende, når skuespillerne iført spraglede Adidas bombers, Reebok sneaks og bøllehat ser porno på VHS-bånd og spiller Pac-Man på monstrøse spillemaskiner.

Letfordøjelig ligevægt
Og netop det giver ’ANTI’ plads til; at le altså. Til trods for den typiske rå og ucensurerede stil, som præger de danske ungdomsfilm, formår den alligevel at skabe en fin balance mellem humor og alvor. Morskaben ligger i umiddelbarheden og et persongalleri konstrueret af stereotyper, der alligevel formår at være originale. Det giver ’ANTI’ en form for lune.

Jeg forlod ikke biografen med en wow-følelse, men med en god følelse. ’ANTI’ er ikke en film, jeg vil tænke tilbage på eller tale om længe. Jeg følte ikke, at jeg havde bevidnet noget ekstraordinært eller epokegørende; tværtimod følte jeg nærmere, at jeg var sat på plads frem for at være blæst omkuld. En rar, bekræftende følelse. En bekræftelse af, hvad der er vigtigt i livet, og hvad en god film kan. ’ANTI’ er intet mesterværk, men et eksempel på solidt dansk håndværk i sin fine enkelthed. Jeg er pro ’ANTI’.