Emily Blunt spiller overbevisende som alkoholiker i ’Kvinden i Toget’. En film, som desværre ikke udelukkende kører på skinner. 

Disen hænger tungt over udkanten af New York. En 30-årig kvinde kører forbi de pæne hvide huse i et tog, mens hun med et dødt blik kigger ind på de forskellige par, som lever deres forstadsliv. Hendes dystre indre monolog bliver leveret i en voice-over, hvor hun reflekterer over sin ligegyldige eksistens samtidig med at hun drikker af en vodka forklædt som vandflaske. Trøstesløsheden vil altså med andre ord næsten ingen ende tage i startsekvensen af ’Kvinden i Toget’, og det eneste der kunne gøre tingene mere deprimerende ville være, hvis Radiohead begyndte at spille i baggrunden. Det er tydeligt, at filmen prøver at efterligne ’Kvinden der Forsvandt’ i skildringen af parforholdets kvaler og forstadslivets tomhed krydret med et mysterium om en forsvunden kvinde.

Whodunnit?

Filmens hovedperson er Rachel (Emily Blunt). Hun er fraskilt fra Tom, som har fundet sig en ny kone ved navn Anna med hvem han har fået et barn. Hver dag kører Rachel forbi Toms hus og belurer parret og deres naboer Megan og Scott. Der er altså dømt stalker-fest så det batter. Rachel er alkoholiker og får konstante blackouts grundet druk. Da Megan så en dag forsvinder, bliver Rachel pludseligt vurderet som mistænkt, og skal prøve at bevise sin uskyld – både over for politiet og sig selv.

Det er klassisk krimi-thriller, og de første 45 minutter fungerer det hele faktisk okay. På trods af at plottet er en smule lang tid om at komme i gang, holder mysteriet ens interesse fastlåst. Samtidig er Emily Blunt god som fordrukken kvinde uden formål i livet, og den ellers så smukke kvinde er til tider rædderlig at se på. Vi er tættere på posedamen nede fra din lokale Fakta end den britiske skønhed vi kender. Imponerende.

Halvvejs begynder tingene desværre at køre af sporet, og det er pludselig ikke svært at gætte løsningen på historien. Derfra fiser spændingen ud af historien som en punkteret ballon, og filmens problemer eksploderer i tredje akt, hvor de klassiske krimi-klicheer står i kø.

Fra bog til film med visse problemer

’Kvinden i Toget’ er baseret på en bestsellerbog, og det kan til desværre godt mærkes – på en dårlig måde. For mange ting bliver – for at bruge en gammel kliche: sagt og ikke vist. Specielt igennem de utallige voice-overs, der dukker op gennem filmen. Det er som om at bogens tankestreger er blevet skrevet direkte ind i manuskriptet, og det er en stor kamel at sluge. Man kunne godt have håbet på lidt mere kreativitet med filmmediet fra instruktør Tate Taylor og resten af holdet bag kameraet.

Bogen bag ’Kvinden i Toget’ er en af de hurtigst sælgende bøger nogensinde, men jeg tvivler på, at filmen vil opnå samme succes. Den føles til tider som en stilgennemført thriller, men alt for ofte falder den for diverse klicheer og ender til tider med at minde om en decideret sæbeopera. En enkelt gang bliver der endda kastet alkohol i hovedet på Rachel. Der forventede jeg næsten, at filmen ville blive afbrudt af en reklame for Lux-sæbe.

Billederne er dog generelt flotte, den første time er relativt interessant og Emily Blunt leverer en god præstation. De elementer redder filmen fra den totale afsporing.