En syvende dags adventist tager Gud i hånden for at vise hvordan man går i krig uden kanoner.

Og Gibson sagde ’Lad der være endnu en krigsfilm med lange montager af helteløb gennem en malstrøm af mortérgranater. Lad vores helt hele de sårede og styrke deres svagsind. Lad mig for helvede gøre det jeg er bedst til. At lave virkelighedsbaserede, megablodige blockbusters”. Hvis Mel Gibson havde en datingprofil ville der under interesser sandsynligvis stå blod og bibelen. Der ville sikkert også stå noget om jøderne, men det lader vi lige ligge. Manden vi alle elsker for et eller andet er tilbage fra sit ti-årige instruktørhiatus med endnu en storslået filmfortælling.

Helten
Og Gibson sagde: ”Lad der være endnu en amerikansk fortælling om en bibelkyndig bondeknold, der redder dagen. Lad ham bruge bandagen og bønnen frem for bøssen. Lad ham have en stærk personlig moral og etik, der burde være uforenelig med krig og ødelæggelse”. Vores helt Desmond Doss (Andrew Garfield) var den første aktive pacifist i det amerikanske militær til at modtage den hæderkronede æresmedalje Medal of Honour.

Fra et voldeligt hjem med en fordrukken far og et adventistisk verdensbillede fremavler Doss en foragt for voldsudøvelse. Samtidig var han tvedelt. Som en god, gudfrygtig amerikaner kunne han ikke lade krigen forbigå sig. Han måtte hjælpe sit fædreland. Men hvordan bekæmper man konichiwa-kætterne på Okinawa uden at revse med riffel? Ved at blive feltlæge og nægte at bevæbne sig med andet end lægeligt udstyr og heltemod. Kilomængden af klunker det har krævet er hidtil uset.

Krigen
Og Gibson sagde ”Lad der være blod. Lad der være ødelæggelser så grelle og grusomme at selv splatterfans får et sug i sækken”. Ikke siden ’Saving Private Ryan’ har vi fået en mere fyldestgørende visuel skildring af krigs ødelæggende effekt. På trods af det gengående, underlæggende strygermusik – så vi ved hvad vi skal føle hvornår – vises slaget som det meningsløse voldsorgie det er. Flammekasterforbrændte soldater løber skrigende rundt mens kugler og granater lemlæster til højre og venstre. Lydsiden flakker mellem granatchok-effekter og strygermusik i en kakofonisk symfoni af kugleregn og kampråb. Hele slaget ved Hacksaw Ridge er vanvittigt veludført og dragende.

Heltegerningen
Og Gibson sagde: ”Lad der ikke herske tvivl om heltegerningens omfang”. Filmens sidste halve time er udpenslingen af hvordan Doss ene mand redder nærmest hele sin deling. Efter en fejlagtig beslutning fra de kommanderende instansers hånd om at indstille artilleristøtten på Hacksaw Ridge bliver hele delingen overrumplet af japanerne.

De får bøllebank på den mest bestialske facon og enden synes nær. Doss overlever og en af de mest intensive one-man-army præstationer fra krigshistorien sættes i værk. Ene mand fixer, slider og slæber han sine faldne kammerater fra slagmarken til kanten af Hacksaw Ridge og får dem – ene mand! – firet ned til sikkerhed. Omkring 75 af den slags mirakler udfører han i løbet af to par dage, hvor han konstant beder Gud om hjælp til ”at få en mere”.

Hovmod eller helt i gennem helt?
Og Gibson sagde: ”Lad skildringen af krigen være nuanceret, men lad min Forrest Gump-bøvede, hillbilly krigslæge-Jesus være i fred!”. Alt I alt har vi at gøre med en fuldendt krigsfilm. Den har romancen. Den har det kritiske aspekt på krigsførelse. Den har blodige slowmotionsekvenser og ikke mindst en sergent, der råber hånlige ting af rekrutterne under træningen. Der mangler bare et eller andet hos helten. På trods af hans milde læspen og det elskværdige, halvbøvede væsen er han for perfekt. For poleret og for god til at man tror det.

Men hvad fanden ved en tastaturkriger som mig om en person, der uden tøven har rendt ubevæbnet rundt i en krigszone og reddet flere menneskeliv end der læser mine skide anmeldelser? Skal man måske nogle gange lukke røven, æde heltegerningen og ikke være så skide opsat på ideologikritik? Jeg ved det ikke, men én ting slår filmen fast. Jesus-allegorien burde kritiseres af den simple grund at Jesus ikke har en skid på Desmond Doss.