Julen er jo hjerternes fest. Det kommer tit til udtryk i lalleglade familiefilm, der kan sluges så let som letmoste kartofler med brun sovs. Man kan også gå den stik modsatte retning. Instruktør David Frankel graver en helt anden grøft med sin tudevorne tøsefilm ’Skønheden i alting’, der hænger ved gaflen som en tyk, sørgesovs. Jævnet med salte tårer og smagt til med sagtnede smil er den så kedelig og ked af det, at den kan give gråvejr grå hår. Hvis det nu bare havde været en dybere pointe – udover platituder i metervarer – havde det måske nøjes med at være tiltænkt sørgeligt.
En collage af Will Smith med weltschmerz
Howard (Will Smith) er ked af det. Hans kollegaer prøver at muntre ham op, men det virker ikke. Han har mistet sin datter for to år siden, og det kommer man sig ikke lige sådan over. Han er simpelthen så ked af det, at han ikke kan træffe beslutninger. Han er faktisk så ked af det, at han er ved at blive lidt tosset af det. Al rationale er for længst røget på porten. Den før så succesfulde og livsglade reklamefyr har transformeret sig til en vaskeægte Deprimedes. Det fordrer de andre på det fallerende reklamebureau til at trække stikket mens tid er. For at det skal kunne lade sig gøre kræver det, at bestyrelsen beviser at aktiemajoriteten Deprimedes er tilstrækkeligt ked-af-det-kuk til, at de kan omgå hans beslutningstagen.
Bare rolig – det stopper ikke her! Hans forretningspartner Whit (Edward Norton) er også ked af det. Han har været sin kone utro, så nu er datteren sur. Konens nye mand er i øvrigt også meget rigere. Men vent, kan det passe at resten af ledelsen også har tårefordrende komplikationer? Det burde næsten være utænkeligt, men Simon (Michael Peña) har fået aggressiv cancer for tredje gang. Mens alt det her står på finder Claire (Kate Winslet) alligevel tid til at gå at være nedtrykt over, at hun måske ikke kan få børn.
Følelsesmæssig torturporno
Men hvordan beviser man, at en fuldstændig katatonisk mand er gået nok fra forstanden? Man udnytter at han – i sin altoverskyggende ked-af-det-hed – skriver vrede breve til abstrakte begreber. De tre abstraktioner tid, død og kærlighed får alle sammen lidet flatterende fanbreve. Hvad nu hvis de abstrakte begreber begyndte at svare tilbage? Som en slags ghosts of christmas past hyrer de tre melankolske musketerer skuespillere til at inkarnere begreberne menneskeligt. Til rent fysisk at svare Deprimedes på sin meget sørgpoetiske hatemail. Det er selvfølgelig det eneste logisk i sådan en situation….
Men det er jo ikke kun ham der skal fikses. Allesammen skal de selvfølgelig hjælpes og lære at se livets mangfoldighed. Heles med en dosis kvaksalvende klichéer, der udpensler de små skønsagligheder her i tilværelsen. For at deprimere seerne endnu mere har man fået en masse gode skuespillere til at prøve at højne det gumpetunge manuskript. At prøve at få Will Smith og Keira Knightley til at få en studentikos, shakespeariansk dialog skrevet af førsteårs elever på forfatterskolen til at virke dynamisk gør ondt. Al det spildte potentiale gjorde mig faktisk lidt ked af det.
Hvis du gerne vil bruge din juleferie på at se en fandens forudsigelig ”multiplot” film, hvor alle konstant er kede af det og en ellers simpel historie bliver stykket sammen med gaffa tape – så velbekomme. ’Skønheden i Alting’ leverer som var den sponseret af Kleenex.