Den tidligere modedesigner Tom Ford har kreeret sin anden spillefilm efter syv års ventetid. Spørgsmålet er om ’Nocturnal Animals’ er ventetiden værd.

Deller. Store flaprende deller der hopper op og ned på enorme nøgne kvinder. Således starter ’Nocturnal Animals’ i en af de mest ikoniske startscener jeg nogensinde har set. I en scene der umiddelbart ikke har meget at gøre med resten af filmen, står fem ekstremt overvægtige og gør sig til i slow-motion med konfettiregn foran sig. Det er både en anelse ubehageligt at beskue, men samtidig også sært fascinerende. Og det kan man for så vidt også sige om resten af filmen.

En ret bedst serveret koldt.
Susan (Amy Adams) er vores hovedperson. Hun ejer et kunstgalleri, og har udadtil et perfekt liv med mand, lækker bolig og det hele. Men under overfladen luer tristheden, søvnløsheden og mistroen til ægtemanden. En dag får hun tilsendt et manuskript til en bog, der er skrevet af hendes gamle kæreste Edward (Jake Gyllenhaal). En aften hvor hun alligevel ikke kan sove, læser hun manuskriptet igennem og visualiserer det i sit hoved.

Filmen krydsklipper imellem flashbacks til Edward og Susans forhold, nutiden og ind i bogens handling. De tre historieforløb er dybt forskellige, men til sammen fortæller de alle en historie om hævn. Den klart mest interessante historie er den fra bogen, hvor især en episode på en motorvej er så intens og spændende, at ingen film fra 2016 kan måle sig med det.

Flotte billeder, flotte præstationer men der mangler ligesom noget.
Desværre er det bare dér – efter 30 min. – at filmen topper. De efterfølgende 90 minutter er for så vidt interessante, men de kan ikke måle sig med de forudgående. Det er hakkebøf serveret efter filet mignon. Selvom at det er godt, så falder filmen i både tempo og kvalitet efter førnævnte sansebombardement.

Skuespilspræstationerne kan der dog ikke sættes nogle fingre på. Adams er god, og formår at udtrykke en masse følelser i de utallige close-ups, der er af hende. Gyllenhaal er om muligt bedre. Undtagen i en enkelt lille scene, hvor man godt kunne beskylde ham for at overspille. Men de to rigtige stjerner i filmen er Michael Shannon og Aaron Taylor-Johnson. Shannon er en sheriff med et dødsønske og en form for Dirty Harry-vibe over sig. Han står for nogle af de bedste replikker, og de sidder lige i skabet. Men selv Shannon må bøje sig for Taylor-Johnson, som spiller psykotisk redneck i en så utæmmet og vild en præstation, at det leder tankerne hen på Ledgers legendariske Joker-portrættering. Der er en vild energi på lærredet, når han er i billedet, og man deler virkelig de forskellige karakterers frygt. Det er som både ubehageligt og fascinerende at beskue. Taylor-Johnson er fortjent nomineret til en Golden Globe for sin rolle, og der venter muligvis også en Oscar-nominering rundt om hjørnet.

Hvad handlede det egentlig om?
Og så sidder man der efter 120 minutter mens rulleteksterne kører og undrer sig. Hvad var egentlig pointen bag det hele? Filmen stiller ingen klare svar. Der bliver ikke bundet nogen flot sløjfe på det hele, men blot en slutning der nærmest opstiller flere spørgsmål end svar. Der gemmer sig muligvis et svar på det hele et sted i filmen, men selv hvis der ikke gør, så er det alligevel en solid thriller, der lover godt for filmåret 2017.