Tester du mig, Gud?
Med ’Dræberne fra Nibe’ forsøger Bornedal oven på den halvlunkne ’1864’ sig med en fuldblods-folkekomedie med mørke, mere makabre undertoner som vi f.eks. kender det fra ’De grønne slagtere’ og andre film af Anders Thomas Jensen.
Hvor godt lykkedes dette genreskift så for Bornedal? Desværre omtrent ligeså godt som et vist dansk forsøg på at indlemme hertugdømmet Slesvig under Dannebrog.
Løbsk libido og lumske lejemordere
Ib (Nicolas Bro) og Edward (Ulrich Thomsen) er to patetiske, nordjyske håndværkere der tjener kassen på sort arbejde, men lever et ”tomt og fisseløst liv”, som Edward så ømt formulere det. Den for deres maskulinitetsfølelse så uheldige situation skyldes naturligvis de sure koner, som lever som dronninger derhjemme i privaten men af uransagelige årsager har valgt at slukke for det varme vand – stakkels Ib og Edward.
De to kvinder derhjemme er Gritt (Mia Lyhne) og Ingrid (Lene Maria Christensen), og de føler sig overset af deres mænd, som ikke længere forsøger at fastholde gnisten i parforholdet. Derfor udlever de deres seksuelle frustrationer under den flamboyante, svenske danseinstruktørs salsatimer.
Da Ib og Edward til sidst bliver desperate, hyrer de i fuldskab en stereotyp beruset russisk lejemorder til at gøre en ende på konerne, så de slipper for at skulle betale dem de klækkelige summer, de ville være berettigede til igennem en skilsmisse. Da mændenes lejemorderplan går op for Gritt og Ingrid, hyrer de deres egen ditto fra England, som naturligvis er som taget ud af et Barnaby-afsnit, og så er fanden ellers løs i Laksegade.
Som at se maling tørre
Plottet er papirstyndt og de fastkørte, farveløse ægteskabers kedsomhed og intimitetsproblemer så pokkers gennemtrævlet i tusinde foregående film, at det umuligt i sig selv kan behage hverken lattermuskel eller hoved. Men intet af dette behøvede at være et problem, hvis filmens karakterer og dialog i det mindste var noget værd – men det er de ikke.
Alle karakterer er irriterende og ynkelige på den der Bornedalske måde, altså det vil sige så vanvittigt karikeret-bondske og småborgerlige, at det næsten er kvalmende. Normalt når man griner af en karikatur, er det fordi man genkender en sandhed om det forsøgt parodierede menneske, noget man altså kender fra virkeligheden. Dette lader sig ikke gøre med Bornedal, som i ’Fri os fra det onde’ kan jeg ikke genkende Jylland eller provinsen i almindelighed. Jeg kan kun genkende Bornedals fantasi om dem. Og for satan hvor bliver man deprimeret af det der grågrønne Bornedal-filter som han er begyndt at lægge over sine film de sidste år.
Han maler alle karakterer med den groveste pensel og bøjer pointer og moraler i neon. Karaktererne lærer ikke af erfaringer, de får læresætningerne fortalt – ikke ligefrem et effektivt filmiske greb, ja det faktisk gabende kedeligt, men det opsummere til gengæld filmen ganske godt.
Kummerlig komedie
Præmissen om det forliste ægteskab er gammel og slidt, provinsportrættet og karikaturerne er Bornedal-grå og platte. Han har selv påstået, at filmen også er romantisk – hvis det er tilfældet så opdagede jeg det ikke, måske fordi jeg havde for travlt med at krumme tær over Jens Polle Andersens karakter, hvis eneste karakteristika var, at han var spastisk lammet, og det lod så ellers til at være en joke i sig selv… ha ha.
Velvidende at humor er en utrolig individuel størrelse, så synes jeg, at det er en af de dårligste komedier jeg har set i meget lang tid. Jeg grinte ikke én eneste gang, og jeg synes det er en ærgerlig start på filmåret 2017 i dansk regi.