Fortiden banker på døren i ’Harmonium’, månedens film i Cinemateket.

Da familiefaren Toshio bliver opsøgt af sit gamle bekendtskab, den nyligt løsladte Yasaka, føler han sig forpligtet – ikke bare til at give ham hyre i værkstedet, men også til at give ham gæsteværelset. Det er ægtefællen Akíe selvfølgelig ikke synderligt begejstret for. For hvem er ham Yasaka egentlig, og hvorfor skal han nu gå og gnide skuldre med familien, der også tæller den lille datter, Hotaru?

Yasaka gør ellers sit bedste for at indynde sig hos mor og datter. Man er vel umanerligt høflig husgæst. Ligesom den lille husstand åbner dørene for Yasaka, åbner Yasaka sine skabsdøre og viser sine skeletter frem. Det der med mord og sådan noget er nok også bedst at få frem i lyset med det samme. Men husstanden har hemmeligheder nok foruden den mystiske gæst, hvis entré tænder lunten på bomben. Hvordan familielivet ryger i luften bliver det altoverskyggende spørgsmål i Koji Fukadas psykologiske thriller.

Haneke Light
Det er alt sammen vældig fint og den snigende uro bliver på sin vis også forløst. Alligevel føles det som om, at man tager munden for fuld når man kalder ’Harmonium’ en thriller. Selvom Haneke hænger tungt over fortællingen om det familiære forfald, så bliver intensiteten aldrig ubærlig. Der er noget rasende galt med Yasaka, men filmen får aldrig strammet grebet om struben. I stedet skitserer den stille og roligt de forskellige karakterers psykologi og gør det egentlig ganske fint. Især Mariko Tsutsui som Akíe gør det godt. Man får virkelig en god fornemmelse af hendes umiddelbare mismod og tiltagende accept af Yasaka, der jo ikke er helt kedelig.

Thrillerelementerne banker på, og ’Harmonium’s tålmodige tempo henleder stille og roligt opmærksomheden på de fortællegreb, der langsomt strammer skruetvingen. Der er som sådan ikke er noget galt med at bruge håndholdt kamera til at formidle en karakters panik, men det føles også bare en smule banalt. Man bliver ikke ligefrem medrevet. Det er ikke så fedt at sidde ved filmens mest intense øjeblik og tænke over ”Nå, han har valgt at fortælle det på den måde for at jeg skal føle så’n der.”

Lige som kedsomheden skal til at indfinde sig etableres en ny status quo, der driver filmens anden halvdel. Det fungerer som en tiltrængt saltvandsindsprøjtning og filmen dypper tæerne i noget rigtigt ubehageligt. Normaliteten indfinder sig bare hurtigt igen. Desværre springer den aldrig rigtig ud i de tematikker, som den også kort berører. Det er ganske fint, at karakterer lige får italesat kosmisk retfærdighed, syndernes straf og forladelse, men filmen føles sjældent selv fuldt ud engageret i de tematikker. Måske er det netop fordi, at Fukada er mere interesseret i familiens opløsning end de store årsagsforklaringer. Han fravælger konstant handlinger for at fokusere på sine karakterers reaktioner. Det er bare ærgerligt at filmen ikke selv formår at skabe de helt store reaktioner.