Forudsigelig skildring af uforudsigeligt talent.

Den 9. februar 2015 rammer et lille æstetisk mesterværk Youtube. Hjernerne bag er den hyper talentfulde balletsolist Sergei Polunin og instruktør David LaChapelle. Til Hoizers episke nummer ‘Take Me To Church’ eksploderer Sergei Polunin i dramatiske og følelsesladede trin, spring og piruetter. En video, der inspirerer, fascinerer og med ét gør ballet til en moderne og vedkommende udtryksform.

I ‘Dancer’ møder publikum ukrainske Sergei Polunin, der fra filmens begyndelse fylder sig med en række stoffer af ukendt art, umiddelbart inden showtime. Scenen omkring ballettens rockstjerne er sat, og tiden kan derfor skrues tilbage med arkivfotos og slægtninge, der fortæller om de ofringer, der har fulgt i opfostringen af et så indlysende talent. Filmen følger Sergeis vej til The Royal British Ballet og senere det russiske, og mere kritiske, publikum, for hvem han stadig danser.

En ung fortælling
Historien om det plagede geni er uden tvivl solid, og Sergei Polunin har i den grad ikon-potentiale. Desværre er det som om, at rammen for filmen har været for løs og indholdet for mangelfuldt. Når man før har set eksempler på hæderlige dokumentarer om personer, der ikke har haft lyst eller mulighed for at bidrage til produktionen bliver ‘Dancer’ en smule tynd, til trods for hovedpersonens medvirken. Sergeis eget bidrag til dokumentaren fremstår nærmest overflødigt og bliver det, der ‘tells it’ i stedet for at ‘show it’. Anderledes er det, når Sergeis venner og familie fortæller om gode og dårlige tider. Det er langt mere interessant at lytte til moderens følelser omkring hele projekt ‘supertalent’ end det er at høre Sergei kommentere på sig selv, sin karriere og de valg, der har fulgt.

‘Dance dance dance’
Til trods for den forudsigelige form er det umuligt at benægte hvor fascinerende det er at følge ballet-talentet, og det ville undre mig meget om ikke alle, der ser ‘Dancer’ kan lide ballet lidt mere, når de forlader biografen. Arkivmaterialet er velvalgt og det friske materiale er godt produceret og der gives god tid til at dvæle ved de smukke billeder, til lyden af bl.a. Lykke Lis ‘Dance dance dance’ der elegant får påpeget: “Words can never make up for what you do”.  Filmen bliver bevis på, at kunst først er kunst når det kommer fra hjertet, som man ser det i David LaChapelles førnævnte produktion. Videoen udgør, måske ubevidst, klimakset i hele dokumentaren. Dette med god grund, da videoen formåede at sætte Sergei Polunin på alles læber. ‘Dancer’ er en dokumentar efter alle kunstens regler.