De to unge norske gutter Marcus og Martinus er på en musikalsk miniput-odyssé. Se med og find ud af om det lykkedes dem at fylde Spektrum i Oslo til deres stortopslåede MM-koncert.
Oppe i Norge render de to små 14 årige Justin Bieber kloner Marcus og Martinus rundt og vælter spillesteder og knuser unge pigehjerter med deres fængende popmelodier. De to små charlataner vandt tilbage i 2012 det norske junior MGP og siden da er det kun gået opad. De har optrådt siden de var 4 år, hvor de tilsyneladende blev spottet på et karaokeanlæg i Thailand. Den er god nok, jeg kødder ikke – for at blive i det norske. Det skal der naturligvis laves en film om! Eller skal der?
Almindelige drenge med en ualmindelig tilværelse
’Sammen om Drømmen’ giver et os et indblik i de to små charlataners hektiske liv, hvor både skolen skal passes, lektierne skal laves imens far holder møder manageren og fodboldtræningen i den lille nordnorske flække Trofors heller ikke skal forsømmes. Derudover skal deres brand og image også plejes på de sociale medier, de skal i studiet og spille koncert for ellevilde tweens over hele Norge – og sågar også i Danmark og Sverige. Filmen byder på koncertoptagelser, der nærmest ser helt kultiske ud, hvor unge piger græder og skriger deres hjerter og lunger ud. Det er bestemt ikke let at være Marcus og Martinus får vi hurtigt fornemmelsen af. Det er ikke nemt at være helt almindelige drenge med en karriere der skal plejes og et franchise, der skal holdes kørende. Det virker mest af alt til at være en kæmpe maskine, der kører rundt om drengene.
Ungdommen nu til dage…
I en tid hvor 30’erne er de nye 20’ere og jo ældre folk bliver desto mere higer de efter ungdommen er det som om der et sket et pudsigt paradoks. Alt imens de ældre generationer har travlt med at holde sig unge, så har ungdommen travlt med at blive voksne. Man får en fornemmelse af at de to drenge nærmest har sprunget deres barndom over. De går i tætsiddende læderbukser, bruger et halvt kilo hårvoks og synger om kærlighed og damer. Bevares, kærlighed er et allestedsnærværende tema i musik, men det er tydeligt at drengene gerne kopierer deres udenlandske forbilleder i både stil og tematik. Det virker en anelse vulgært at disse unge fyre opfører sig sådan, og fremstår som en art rockstjerner, der er klar til at vælte sig i damer – de er altså kun 14 år!
Overflødig, men charmerende
Filmen fremstår en anelse ligegyldig. Den er nok også mest henvendt deres hardcore fans, som ønsker at få så meget som muligt af de to unge gutter. Filmen skal nok også mest bruges til at holde hypen om dem kørende inden at nogle nye overtager deres trone, og de bliver forvist til skyggen. I disse moderne tider er man jo hurtigt glemt igen, så man skal naturligvis smede mens jernet er varmt. Men selvom drengene mest af alt ligner kloner af nutidens store ungdomsstjerner som Justin Bieber, One Direction etc., er det svært at komme uden om deres norske charme, som helt klart også er det eneste, der gør filmen bare en anelse værd at se på. Hvis drengene ikke havde været norske, så havde filmen været endnu mere tom. Marcus og Martinus får en stjerne hver for deres charme herfra, men heller ikke meget mere.