Disney-veteranerne Ron Clements og John Muskers’ Oscarnominerede animationsfilm kommer aldrig ud, hvor den ikke kan bunde. Den forbliver, paradoksalt nok, på det trygge Disney-fastland. Dog oversvømmer den enorme mængde charme og de ultra fængende melodier den (lidt for) skabelonskårede Disney-prinsesse-fortælling.

Med lyden af polynesiske rytmer og lalleglad skønsang ses en montage i begyndelsen af filmen. Den skildrer det idylliske stammesamfund på den frodige stillehavsø, Motunui. Kokosnødder falder ned fra træerne, der flettes kurve af blade, folk danser, de synger og er glade – på ægte Disney-vis. I omkvædet synges der i kor: ’’where you are’’, og det klarlægges, at ’’Vaiana’’ (Auli’i Cravalho), høvdingedatteren af denne Polynesiske stamme, bør finde ro og glæde, i de trygge omgivelser på Motunui. Problemet er bare, at havet bliver ved med at kalde og vinke til hende. Selvfølgelig skal hun på eventyr.

Disney-prinsesse med stærke overarme
For snart ser det sort ud for Vaianas hjemsted og dets flotte farver. En forbandelse er påbegyndt af halvguden ’’Maui’’ (Dwayne Johnson). Der mest af alt af består af muskelmasse, tatoveringer og flabede bemærkninger.

Vaiana trodser sin stammes og især hendes faders befaling. Vaiana vil finde Maui og stoppe den naturødelæggende forbandelse. Hun sejler ud på et hav-eventyr med en beskeden båd, paddel og den lille kompagnon, hønen Heihei (Alan Tudyk), som egentlig ingen funktion har, udover at være et fabelagtigt komisk afbræk.

Vaiana er nemlig fyldt med råstyrke og tager kontrol over hendes egen skæbne. Og modsat flere andre Disney-prinsesser er hun portrætteret med stærke arme og en mindre spinkel kropsbygning. Hun er en sej, selvstændig og et fornuftigt forbillede for det yngre publikum. Hun er altså en Disney-prinsesse, selvom hun ikke vil kendes ved det.

Efter formlen
“If you wear a dress and have an animal sidekick, you’re a princess,” fortæller Maui Vaiana. Filmen skjuler skam ikke sine egne klichéer. Men de er der stadig. Så som den oscarnominerede sang ’’How Far I’ll Go’’ hvis ivrige skønsang, der giver pludselig anledning til emotionel dansen, ikke kan undgå at fremprovokere antydninger af Frozen-hittet ’’Let It Go.’’ Samtidig følger filmen den tilvante og ret så forudsigelige fortællestruktur, der gør, at man i løbet filmen godt kan føle at man træder vande. Vi ved godt, at ingen drukner. Også selvom om at vores hovedkarakterer bliver angrebet af en prætentiøs, jazzet, beløjet krabbe og kokosnød-pirater i et ’’Mad-Max Fury Road-lignende’’ scenarie. Men det er netop i disse scener at filmen byder ind med noget ekstra – det ekstra, der gør filmen værd at se.

Et hav af charme
Gennem de æstetisk overdådige animerede billeder, svøbt i neonfarver og hofterykkende musikalske indslag, er der mange karakterer, scener og sange, som ikke forlader ens hoved lige umiddelbart. Så selvom at formlen er fyldt ud, som den skal, dog med et nyt tema og en ny kultur, er der så ufattelig meget charme og disney-magi som ikke altid fremgår efter formlen.

Foto: ⒸDisney