På trods af spændstige skuespilpræstationer bryder ’Alletiders kvinder’ aldrig samtalekøkkenets fjerde væg.

Omend betaget af Santa Monica som postkortsperfekt setting og en barnlig begejstring for hippietiden bringer ’20th Century Women’ (som originaltitlen lyder) mig i eksistentiel krise. Har det 21. Århundrede virkelig brug for flere film om at vokse op i halvfjerdserne?

Man vælger selv sin familie
I en faldefærdig patriciervilla bor Dorothea med sin søn Jamie og et mindre kollektiv af californiske arketyper. Dorothea er en kvinde, der med rå hippietro i individets frihed skriver pjækkesedler til skolen om, at Jamie kommer for sent som følge af en mindre flyulykke. I bytte for tømrerarbejde og selskab lejer Dorothea et værelse ud til den mandhaftige hippie William. Spillet af Billy Crudup klædt ud som Joaquin Phoenix. Greta Gerwig er næsten for oplagt i rollen som husets fjerde beboer Abbie: en smuk punkfotograf, som er arret af æggestokskræft ­­– men hele tiden danser alligevel. På fuld tid hænger Jamies bedste veninde Julie desuden ud i huset, mens hun betror sig til Jamies hundeøjne om sin pubertærfilosofiske splittelse mellem Judy Blume og Ezra Pound. Sønnen Jamie er ikke rigtig nogen, men stænkfarves løbende af de mange farverige skikkelser hans mor bringer ind i hans liv som en dukkefører.

Hykleri i Birkenstocks
Kalenderen viser 1979. De rolige turkise vande ved Santa Barbaras kyst forholder sig rolige mens det politiske landskab ulmer. Jimmy Carter holder tale om energikrise. Reagan er på trapperne. Moderen og kollektivisten Dorothea er 55. Hendes oldsmobile bryder i brand på parkeringspladsen mens hun handler ind til sin fødselsdagsfest i selskab med den 16-årige søn Jamie. Sammen betragter de det brændende karosseri. Dorotheas patetiske voice-over fortæller, at det var den bil de kørte hjem fra fødestuen i. Efterfølgende inviterer hun brandmændene hjem til fødselsdagsfest med intet andet dramaturgisk formål end at vise, at Dorothea er sådan én. Sådan én der inviterer fremmede på aftensmad. Ligesom hun indprentes at være indbegrebet af en kompleks kvindefigur fordi hun hyklerisk bærer sundhedssandaler med en evig smøg i kæften.

Kedelig komedie
Instruktør og manuskriptforfatter Mike Mills er ikke bange for at skrabe fingerspidserne på asfalten når han kridter sine karakterportrætter op. Og man må give ham, at de fremstår levende, omend de ikke udfordrer coming-of-age-genrens gamle kendinge. Den excentriske mor, den nervøst seksuelle unge kvinde, ungmøen der ikke vil ejes af nogen og den skatende teenagefyr, der forstår hende. If it ain’t broken, don’t fix it. Det er dog tydeligt, at nødvendighederne for en relevant fortælling er gået tabt i klipningen til fordel for petitesserytteri i skildringen af specielt Dorothea, som efter sigende er stærkt inspireret af instruktørens egen mor. Filmens præmis er i sin kerne svær at identificere sig med: Dorothea beder sin søns bedste ven Julie og den logerende Abbie om at hjælpe hende med at opdrage ham. Hvordan man har forestillet sig at det skulle blive til to timers underholdning, har jeg svært ved at forstå.

Fortabt nostalgisk forhippelse
Mills skal have kudos for ambitionen, men på grund af hans overnostalgiske forhippelse ender komedien med at fastlåse seeren i et umorsomt stadie mellem passivitet og latter. Som en 118 minutters kedelig familiefest, hvor man ind imellem kan nyde småkagen og kaffetårens sparsomme lyspunkt. Selvom filmens skildring af californisk frisind og fortællingen om opbrudstiden er ganske dragende, anlægger min mund semiautomatisk hønserøvsform i skepsis over det insisterende forsøg på at sætte nogle letforståelige karakterer op på cigaretrøgslørets nostalgiske pedestal.