En nævekamp mellem to lærere har aldrig været mindre mentalt ophidsende.

Er der en barnedrøm, jeg har misset? Er jeg måske bare blevet så gammel, at jeg ikke kan huske den? Jeg mindes ikke, at have haft en dagdrøm om at se mine folkeskolelærere tæve hinanden. Selvfølgelig var det fedt når de voksne gav hinanden en god sviner, det’ griner. Måske var jeg bare ikke fantasifuld nok, men en omgang mød-mig-bag-fodboldbanen–klokken 3 var sgu aldrig på mental tale. På den anden side gad jeg egentlig godt have oplevet det. Det var måske derfor, at jeg takkede ja til en pressevisning på Richard Keens instruktørdebut ’Fist Fight’. Det var også fordi, at både instruktør og hovedrolleindehaver Charlie Day har en stor finger med i komedieseriehittet ’It’s Always Sunny in Philadelphia’.

Netop den absurditetens og vanviddets humor ville være en fin følgesvend til den makabre manddomsidioti hurlumhejet bygger på. Det føles også, som om at det har været den komiske vinkel man har ønsket at anlægge. Filmmediet er bare en helt anden boldgade, og den humor man kan slippe afsted med i seriernes verden bunder i at karaktererne og verdenen på forhånd er fastlagt. Det kræver tid. Tid som ’Fist Fight’ ikke tager sig. Det ender med at føles som en dårlig og meget lang sæsonafslutning på en middelmådig komedieserie om to skolelærere, der skal klare ærterne.s

Afternoon delight
Præmissen er måske det mest komiske ved filmen. Den søde, smånervøst anlagte engelsklærer Campbell (Charlie Day) bliver udfordret til nævekamp efter skoletid af den frygtindgydende historielærer Mr. Strickland (Ice Cube) på grundlag af, at han sladrede til skoleinspektøren Tyler (Dean Norris) om at Strickland smadrede et fyldt klasselokale med en brandøkse. Af den simple årsag, at eleverne fedtede med VHS-afspilleren under en dokumentar om borgerkrigen. Motivationen bag er imponerende svær at gennemskue, og det må siges at være generelt for filmoplevelsen. Den logiske kausalitet er sat uden for døren til fordel for steroideslatne pikjokes.

Halvanden time skal helst ikke føles som lang tid i en biograf. Slet ikke under en komedie, men den simple plotstruktur løber hurtigt tør for jokes og alt trækkes i langdrag. Tid der sagtens kunne have været brugt på en anelse karakteropbygning. Vi ved intet om nogle af dem. Så lidt, at de ikke en gang agerer stereotyper. De er helt flade karikaturer af den typecast de ellers er kendt for. Ice Cube er aggressiv og god til at se ondsindet ud. Charlie Day er piget og konfliktsky. Tracey Morgan er smådum og siger skøre ting. Jillian Bell er den vilde ’det-sagde-hun-altså-bare-ikke-hun-er-jo-kvinde”-type, der efterhånden er den nye, faste kvinderolle i komedier. Tænk Pam fra ’Archer’ – bare uden at være sjov.

Momentvise morsomheder
Der er lyspunkter, bevares. I den sidste halve time begynder det langsomt at blive stedvist morsomt, men det helt store komiske payoff udebliver permanent. Punchlinen bliver bogstavelig talt en række af slag i den nævekamp, der hele tiden har været opsat som filmens klimaks, men man egentlig aldrig pirres ved tanken om. Alligevel er den ganske fint eksekvereret, og karakterudviklingen (i ental – filmens eneste af slagsen) af Campbell til at blive en stædig satan, der ikke længere lader sig kue, er faktisk ganske opløftende.

Generelt er der alt for langt mellem snapsene. Sørg for, at det ikke er tilfældet den skæbnesvangre dag du smider den på Netflix. Det er lige før, at jeg hellere selv vil slås mod Ice Cube end at gense ’Fist Fight’.