Vælg nostalgien, vælg opfølgeren, vælg at få lukket, hvad du syntes var en fed åben slutning og vælg Sick Boys hår, der stadig er afbleget trods den begyndende måne bagpå.

Så prøver vi igen 21 år efter. Tager til Edinburgh i selskab med en flok tabere, løgnere, psykopater, tyve og junkier. Meget har forandret sig og så alligevel ikke, når nostalgitrippet ’T2 Trainspotting’ genintroducerer sit publikum til et univers, hvor man allerede tilbage i 1996 var bagudskuende.

Om at vælge livet
Mark Renton tager på udflugt i sin ungdom og opsøger de gamle rødder for at betale sin gæld. Han har tilbragt de sidste 20 år i Amsterdam og levet et sobert liv med kone og rigtigt job. Det var altså ikke løgn, da han i den første film meddelte, at han ville vælge et stort TV, et sundt legeme, dyre tandrensninger og stabile skatteindbetalinger.

Spud kæmper derimod stadig for at score, Sick Boy har udskiftet heroin ud med coke og bordeldrift og Begbie har snart siddet inde i 20 år. Der er altså ikke løbet mere vand under broen, end at de stadig er pænt sure over, at Renton løb med de 16.000 pund i sin tid.

Filmplakaten var lige ved at tage modet fra mig. For der findes vel næppe noget mere deprimerende end fire midaldrende mænd, der poserer i toiletbåse. Derfor forventede jeg en film, der ville længes for meget. En film der ikke var kommet sig over ikke at være ung. ’T2 Trainspotting’ vinker da også til rigtig mange af scenerne i den gamle film, men det holder overraskende nok. Lige netop fordi det altid lige er lidt anderledes. Der er eksempelvis en toiletbås, men i stedet for at lede efterstikpiller i kummen, bliver brættet nu smækket ned, så man kan sidde der med sin iPhone fri for de værste lugtgener. Danny Boyle har ladet sine rablende figurer blive ældre, så det handler heller ikke så meget om heroin længere.

Gamle mænd i nye billeder
T2 Trainspotting har dog bevaret mange af de centrale elementer såsom det vilde filmsprog. Her er Brian Tufano blevet skiftet ud med Anthony Dod Mantle som fotograf, så der imellem alle referencerne til den forrige film er blevet plads til nye detaljer og en lidt anderledes måde at gøre tingene på. De tunge skotske accenter og den gakkede humor er også stadig gennemgående elementer, men der er fraregnet noget slang så figurerne lyder lidt mere næsten 50 og karakterernes uduelighed får en kant af noget tragisk, når man fjerner det potentiale, der ligger i at være ung.

’T2: Trainspotting’ er altså alt det man kunne have frygtet den ville være: en fortsættelse der nærmest får refereret til hele den forrige film og et cast med måner og maver. Det er imidlertid ikke noget problem, fordi det bevidst bruges til at bidrage til komikken og Trainspottings kernehistorie om at træffe de valg i livet, der gør at man kan overleve uden at dø af kedsomhed.

Så kan man være mere eller mindre pjattet med slutningen og de enkelte referencer samt hvorledes gamle kendinge som Diane introduceres. Overordnet holder nostalgitrippet nemlig, så man får lyst til at gå i stramme bukser, høre Lou Reed og overveje om det nu også er så pissevigtigt at holde op med at ryge.

Jeg håber dette var begrundelse nok for at du, kære læser, skal trodse din frygt og forsøge dig med ’T2 Trainspotting’. Jeg kan i hvert fald ikke være behjælpelig med heroin.