Sjældent har en dansk film udfordret sit publikum så meget som ’Aminas Breve’ gør. Hvor er det frustrerende og fantastisk!

Danske film er altid en blandet fornøjelse. For hver herlige oplevelse er der fem, hvor man sidder og tænker ”hvorfor gik jeg i gang med den her?” Heldigvis hører ’Aminas Breve’ til i den første kategori.

Baseret på Jonas T. Bengtsons roman af selvsamme navn følger vi Janus (Esben Smed) i sin søgen efter den titulære Amina (Siir Tilif). Janus har været indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor det eneste lyspunkt i tilværelsen var en brevkorrespondance med gymnasieveninden Amina. Da Amina pludselig stopper med at skrive beslutter Janus sig, da han bliver udskrevet, for at finde ud af hvorfor det stoppede.

Stærkt skuespil
Esben Smed blev valgt til Shooting Star på årets Berlinale for netop denne rolle. Og det er så sandelig fuldt forståeligt. Rollen som den skizofrene Janus er så enormt kompleks. Strækkende fra få øjeblikke af lykke til de sorteste stunder i en psykose formår han at ramme alle nuancerne perfekt. Måden han formidler Janus’ tiltagende desperate søgen efter Amina er bjergtagende. Det er et råt og brutalt portræt og man har mest af alt lyst til at række hænderne mod lærredet og ruske i Janus i håb om, at en smule fornuft vil trænge ind i ham. Filmen forsøger også at give en antydning af håb midtvejs, men igen fanger kameraet Smeds små bevægelser og blikke der afslører, at Janus ikke vil være der. Han vil finde Amina for enhver pris.

Frustrerende musik
Når man ser en film er det vigtigt, at der ikke er noget der distraherer en fra oplevelse. Det er desværre ikke tilfældet her. Det er lang tid siden at jeg har oplevet, at et score har formået at tage mig ud af en film i en sådan grad, som det er tilfældet her. Det er enormt ærgerligt. Adskillige gange passer musikken perfekt. Men så er der de få gange, hvor det kammer fuldstændigt over og jeg sidder irriteret og undrer mig over, hvorfor man har valgt netop dette stykke musik. Det må altså ikke ske, at man som publikum bliver revet ud af filmen på den måde. En ”less is more” tilgang havde været at foretrække, da filmen visuelt, sammenholdt med Smeds skuespil, ikke behøver en tonstung dyster bas for at formidle, at Janus ikke har det godt.

Rå og brutal skønhed
Sjældent har jeg set så rå en film fra dansk side. Bogstaveligt talt hvad angår volden, der er yderst brutal og blodet flyder i litervis. Men bestemt også i de opsigtsvækkende scener, hvor man ser Janus’ psykose i fuld flor. Legen med skellet mellem hvad der er virkeligt – kontra hvad der foregår i hovedet på Janus – er noget af det mest interessante, herligt frastødende, som jeg har set i dansk film længe. Eftersom at det ofte bliver filmet noget nær perfekt, bliver hele oplevelsen så meget bedre. Der er nogle virkelig smukke billeder og valget med det konstant bevægende kamera komplementerer den skizofrene sindstilstand. Intet er sikkert. Det er hele tiden en kamp for at fastholde et greb om virkeligheden. En ting som filmen i den grad leger og udfordrer sit publikum med.