Kunsthal Charlottenborg er blevet plastret til med moderigtige neonskilte, plastiktasken i sølv pryder de københavnske skuldre. Byens biografer er faktafilmens svar på det sønderjyske kagebord. Jeg startede ud med en “sort fortælling om en ung kvindes møde med det kinesiske boligmarked”. For sådan én havde jeg ikke lige hørt om før.

Den amerikansk/dansk-producerede ‘Dream Empire’ er et tidsbillede på den nye økonomiske virkelighed i Kina. Vi følger den unge kvinde Yanas færd i storbyen Chongqing, hvor hun kæmper en brav kamp for at nå til tops med sit firma. Firmaet leverer foreign entertainment til åbningsceremonierne for nybyggede boligkomplekser. Foreign betyder vestlig. White monkey jobs kalder instruktøren David Borenstein det også for. Han mødte selv Yana i kraft af sin hudfarve og minimale klarinetkundskaber. Helt paf og politisk korrekt kan man blot måbe over erhvervets absurditet. Yana er en slags racealfonsisk sprechstallmeister. Men kineserne klapper af de hvide aber, og køber 300 kvadratmeter store boliger i fejringsrusen.

Det virkelig imponerende er filmens ekstremt elegante udlægning af Kina anno 2017. Etbarnspolitikken og skrifttegnenes betydning lurer i baggrunden, men der er ikke meget maosko tilbage. Den velmenende Yana, vil bare gerne købe sine fattige forældre et hus, for familie på kinesisk betyder også hus. Men i sin ivrige professionelle ambition er hun blevet ligsminkør for en desillusioneret byggeindustri. Filmen udstiller fænomener som privatized cities og dream empires. Det at man i velstands-Kina har opdaget, hvordan kun fantasien sætter grænser, hvis man bare har penge. Det er bare om at bygge en by fra bunden og håbe på, at en masse mennesker vil flytte ind i den. En vovet mission, men hvis det lykkes, næres man for evigt af sit selvbyggede lille økonomiske økosystem. Var der nogen der sagde Ikaros?

En mand praler med, at have skabt et kunstigt hav midt i et storcenter. Uffe Elbæk danser en opgivende vredesboogie-woogie ved synet.

De venstreorienterede kan knytte næverne i bar forargelse, og nynne vemodigt med på ‘Sådan er kapitalismen’, for instruktøren Borenstein har kridtet den ideologiske bane skarpt op, og gendrivelse er der ikke meget af. ‘Dream Empire’ leverer dog med sine smukke og syrede landskabsbilleder af de forladte storbyer et stærkt budskab. Kontrasten mellem natur og kultur i filmens billedside taler sit klare sprog.

Der er mange mere humanistisk æggende problematikker at tage fat på blandt årets program på CPH:DOX. Dream Empire leverer insiderens nuancerede feature, i øvrigt med en af de mest rørende slutninger på en dokumentarfilm jeg har set længe. Desuden, er det jo også altid rart, at blive præsenteret for en konflikt så strukturel, at man ikke har en kinamands chance for at løse den. Så slipper man for den dårlige samvittighed.

‘Dream Empire’ kan ses d.26.3 kl. 17.30 i Empire Bio.