En spektakulær og ambitiøs debut fra en instruktør med en tydelig stemme. Barren sættes højt, men desværre også for højt til tider.

Det her er en film, der har haft en lettere tumult tilværelse. Fra debuten på Sundance, hvor den blev spået gode chancer til årets Oscar-uddeling til hele polemikken omkring instruktør, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Nate Parkers fortid, der bremsede lidt af det momentum den ellers havde.

Filmen handler om virkelighedens Nat Turner (Nate Parker), der i 1831 ledte et slaveoprør i Southhampton County, Virginia. Vi følger Nat i to perioder: en som dreng og en som voksen. Den første fungerer primært som en form for introduktion til universet. Blandt andet møder vi plantageejerens søn Samuel (Armie Hammer),  og Raymond Cobb (Jackie Earle Haley), en skruppelløs slavefanger. De kommer hver især til at spille en markant rolle i Nats voksenliv.

Åh, Jesus!
Det er lang tid siden jeg har set en film med så megen religiøsitet som den her. Allerede i filmens første scene ser vi en ung Nat modtage en form for velsignelse med løfte om, at han kommer til at udrette store ting. Som voksen bliver Nat prædikant og Samuel, der nu ejer plantagen, lejer ham ud til andre plantager, så han kan prædike for slaverne der. Ideen er nemlig, at Nat kan få dem til at makke ret ved at bruge passager fra biblen som belæg for at slaverne er og skal forblive slaver. Filmen udstiller fint det dobbeltmoralske i, hvordan de hvide på sin vis respekterer Biblens ord. Ordene gælder bare ikke, når det drejer sig om slaverne, der blot er genstande som man kan gøre med som man vil. Det er interessant hvordan filmen udstiller hykleriet. Dog irriterer det mig voldsomt, at Nat bliver portrætteret mere og mere som en Messias figur, hvilket grænser til det parodiske i slutningen af filmen.

Ujævn, men lovende
Det er mange ting der fungerer i filmen. Der er blændende billeder. Især er natur- og landskabsbillederne nogle, der er blevet hængende i min erindring. Fotograf Elliot Davis fortjener et særligt tak. I det hele taget er der ikke meget at pege på hvad angår filmens tekniske kvaliteter. Historien og skuespilspræstationerne er desværre en anden sag. Historien er som sådan ikke dårlig. Nate Parker har taget sig lidt kreative friheder i forhold til virkeligheden. Det er der såmænd ikke noget odiøst i.

Det er efterhånden normen i biopics, at man ændrer lidt på virkeligheden, så den fungerer bedre på film. Her halter det dog. Det bliver alt for søgt, at man lige smider en voldtægt ind, som så skal forestille at være dråben, der får bægeret til at flyde over for Nat. Og igen bliver jeg nødt til at nævne det religiøse. Det fungerer fint, som kommentar på hykleriet, der eksisterer i det dybt religiøse samfund. Men når Nat bliver ophøjet til Messias med bombastisk musik og blik mod himlen, så bliver det for meget.

Et andet problem er, at jeg ikke føler mig voldsomt engageret i filmens kærlighedshistorie mellem Nat og hans kone Cherry (Aja Naomi King). Det bliver filmet flot, men ingen af de to skuespillere brænder rigtig igennem og de føles lidt flade og uinteressante, når de deler scener. Til gengæld er Jackie Earle Haley perfekt castet som personifikationen af den hvide djævel, som Nat er nødt til at besejre. På trods af sin klejne statur, så indgyder han frygt fra første sekund man ser ham og man ønsker inderligt at han kommer til at bøde for sine gerninger.