Quarker, photoner, partikel-bølge-dualitet og en halvdød kat. Her er de to dokumentarer, der behandler de allermindste emner på festivalen.

I ’The Quantum Revolution’ skal kvantemekanikkens betydning granskes. Hvordan viser man noget, der er så småt, at ingen kan se det? I ’Photon’ har man påtaget sig opgaven at genfortælle livets historie fra The Big Bang til en dystopisk, maskinstyret fremtid. Hvordan så verden ud et par milliarder af år før øjne fandtes?

Lidt som at se Detektor
I ’The Quantum Revolution’ møder vi lige dele flamske forskere, filmede eksperimenter og whiteboardtegninger. Det skal nemlig handle om kvantemekanikken, som blev skabt i Bruxelles for snart 100 år siden på en række konferencer for verdens klogeste hoveder inklusive nogle navne man kender: Marie Curie, Einstein, Niels Bohr, Max Planck.

Teorien går i bund og grund ud på, at verden ikke opfører sig, som Newtons fysik siger den skal, hvis man går ned på subatomart niveau. Man kan eksempelvis ikke for alvor bestemme elektroners baner om atomkernen ligesom lys åbenbart både kan være partikler og bølger. Det kunne man i og for sig være komplet ligeglad med, men filmens lette infomerchial-stil trækker dig med helt ned til kvarkerne.

Man skal dog holde tungen lige i munden. Medmindre man kan flamsk, skal der nemlig læses undertekster og forstås teorier, som gav Einstein grå hår (der er bogstavelig talt en lille montage af udviklingen i Einsteins hår, som kvantemekanikken blev mere udbredt).

En kombination af whiteboardtegninger og filmede eksperimenter visualiserer hele processen, hvilket hjælper en del på forståelsen. Der sluttes i en let, fremadskuende tone om fremtidens lynhurtige computere og ’The Quantum Revolution’ bliver noget så sjældent som en hyggelig og underholdende film om kompliceret fysik.

Pauseskærme og sømdimser
’Photon’ starter bogstavelig talt ved begyndelsen: Med at forklare forskellen på når noget findes og når det ikke gør. Efter et punkt kommer anden dimension og på den måde går vi stille og roligt frem indtil der findes atomer. Sådan går de første 15 minutter og det er skønt. Efterhånden når vi frem til celler og det går op for en, at livets skabelse er lige så skrækkeligt tilfældig, som den er uforståelig. For det bliver aldrig klart, hvordan universets kaos blev til organismen orden. Det skete ligesom bare.

Alt er lavet i pudsige, grå animationer. På samme tid minder de om stiliserede versioner af screensavers på gamle Windows computere og de der sømplader, der kan forme sig omkring ens ansigt eller hånd. Der reflekteres konstant over brugen af lyd og billeder i en voice-over. Det er denne stemme der tager os med til verdens ende til sidst, hvor vi skal forestille os, at maskinerne lærer at reproducere sig selv på samme komplet tilfældige måde som vi blev til. Når de først kan det, har de trods alt ikke brug for os.

Livets begyndelse, midte og ende er klippet sammen med et interview af en ret ucharmerende, polsk videnskabsmand. Ikke som sådan godt selskab, men en fin kontrast til hele universet, der godt kan være svært at sluge.

Hvis begge film har ret, kommer kvantecomputerbaserede robotter og udraderer os alle sammen.

Fortsat god dag.