Det er til tider underholdende og rørende at se og føle, hvordan det er at være æsel, men flotte optagelser og en poetisk Willem Dafoe gør os aldrig rigtig klogere på dyret.

CPH:DOX har budt på mange dokumentarer med de mest usædvanlige emner. Alligevel må en af festivalens mest besynderlige film være den med taglinen ’’årets æselfilm!’’ Instruktørparret Ashley Sabin og David Redmon forsøger at gøre det umulige, at skabe en dyb og underholdende film om æslet, og selvom jeg har endt med et fornyet syn på æsler, kan jeg ikke komme udenom, at det krævede meget tålmodighed og en kamp om ikke at falde i søvn.

Dyrerigets syndebuk
Det er ikke nemt at være et æsel. Den er et synonym for dumhed, og har slidt og slæbt for os mennesker fra tidernes morgen, med smerte som belønning, fremfor kærlighed. I ’Do Donkeys Act?’ følger vi en gård, som har reddet tusindvis af æsler fra dyremishandling. “Burned, beaten, abandoned, donkeys look back at us humans with indifference, and bray,” fortæller Willem Dafoe, med sin behagelige og nærmest hypnotiske stemme, når han beskriver det triste forhold mellem mennesker og æsler.

Det rammer en i hjertet, når man hører dette, mens man ser mishandlede æsler, som enten er blevet blinde eller mistet ben, på grund af menneskers lege som ’’stab the donkey’’. Medlidenheden med det uskyldige dyr leder også til sjove og søde øjeblikke, som når et æsel forsøger at flygte for livet, fordi den ved, at den skal til tandlæge. Og det hele understøttes af den fantastiske Willem Dafoe, der modsat Cate Blanchett i ’Voyage of Time’ viser passion og respekt for sit emne og sin fortællerstemme.

Et alt for kedeligt væsen
Men selv Dafoes poesi kan ikke forhindre mødet med æslerne i at blive langtrukkent og decideret kedeligt. Filmen er et resultat fra en femårig optagelsesproces, og den forsøger meget ambitiøst at bruge disse optagelser til ikke bare at stille filosofiske spørgsmål om æsler, men om mennesket selv. Filmens titel er i sig selv en af dokumentarens store spørgsmål, og selvom jeg fornemmer, hvad Sabin, Redmon og Dafoe prøver at fortælle, ender optagelserne om æsellivet for det meste at være overlange, trættende og rendyrket af lommefilosofi.

Jovist er det da lidt besynderligt og sjovt, når et æsel ikke vil spise der, hvor det bliver filmet, og at det lige pludselig går fra at lege med andre æsler til at fokusere dybt på kameraet. Men disse få eksempler kan simpelthen ikke konkludere, at æslet iscenesætter sig foran kameraet. Ærlig talt består det meste af filmen af æsler, der bare gør typiske æselting. De spiser, de løber en tur, de står og glor ud i intet og skryder. De er simpelthen ikke spændende nok at observere i forhold til andre dokumentarpopulære dyr som aben og pingvinen. Selv noget så kedeligt som koen er mere interessant, når den fuldstændig overbegejstret ser årets første nygroet græs!

Et værdigt forsøg
Jeg var tilfreds med hvad jeg fik ud af ’’årets æselfilm’’. Man fik medfølelse for det naive dyr, og visse scenarier, hvor det menneskelige kommer ud af æslet, var både underholdende og tankevækkende. Men dokumentaren tager sig selv alt for alvorlig, og når den uden noget tegn på selvironi beder tilskueren om at fortolke meningen med et æsel, der bare står og glor på en mur, bliver det meget svært ikke at få lyst til at tage en lur.

‘Do Donkeys Act?’ kan ses d.25.3 kl. 17:00 i Gloria Biograf.