DreamWorks nyfødte animationsfilm ’The Boss Baby’ virker sund og rask ved første øjekast, men lidt medfødte sygdomme gør den svær at omgås for børn i alle aldre.
Beskyttet af et sikkert villakvarter og et par forældre fyldt med kærlighed, bærer Tim ingen mistanke om, at han muligvis ikke er verdens centrum. Han er en fantasifuld dreng, der blander virkeligheden med sine egne eventyr som pirat, astronaut eller cowboy. Under legen som opdagelsesrejsende gør han sig den ubekvemmelige opdagelse, at han ikke længere er verdens centrum. Det er hans nye lillebror til gengæld. En baby kaldet Boss Baby. Og Boss Baby kommer ikke med fred. Brødrene starter krig om forældrenes kærlighed, og Tim har ikke en chance. Boss Baby er nemlig ikke bare en baby, men en voksen mand i en babys krop sat på jorden for at opklare en stor mission for Baby Corp. For at genvinde positionen som verdens centrum, må Tim hjælpe Boss Baby med sin mission med henblik på, at Boss Baby igen kan vende tilbage til Baby Corp. og lade Tim få sine forældres kærlighed for sig selv.
En film for de voksne
Grundidéen er god, men DreamWorks har desværre taget munden for fuld. De lefler for både børn og voksne men skuffer begge. Hvem der bliver mindst skuffet er mærkeligt nok det voksne publikum. Filmens målgruppe er til tider mere forældre end det er børn. Boss Baby forklarer til tider bedre hvordan det er at have to børn, end hvordan det er at have en lillebror. Samtidig serverer ’The Boss Baby’ tonsvis af jokes, der kræver et publikum, der er gammelt nok til at vælge sin egen sengetid. Jokes om gyldne håndtryk, alkoholiske drikke, homoseksuelle undertoner, spanske vendinger og referencer til film som ’The Matrix’ går lige over hovedet på filmens målgruppe.
Når DreamWorks endelig husker at filmen er lavet til børn, er resten af filmens jokes så gennemskuelige, at man kender den ordrette punchline, før den er blevet sagt. Når karaktererne endelig lukker munden og overlader det visuelle til at fortælle historien resonerer humoren i langt højere grad. Det bliver især gjort ved at kombinere den voksne virkelighed med børnenes fantasiverden. En velbalanceret kombination der minder os om, at hele filmens handling blot er en opdigtet historie skabt af Tims fantasi for at håndtere den nye verdensorden en ny lillebror skaber.
Misbrugt potentiale
Som så mange andre børnefilm giver ’The Boss Baby’ en god morale med hjem til sit publikum. I denne omgang prædiker den om søskendekærlighed. Det er man ikke i tvivl om efter fem minutter. Man er derfor fast fokuseret på at få denne morale leveret til sidst. Man forventer derfor også at få det forklaret på en helt ny måde, for hvorfor ville man ellers gøre det så tydelig i begyndelsen af filmen? Men man ender med en slem skuffelse. Lige så meget som ’The Boss Baby’ overser sin målgruppe ved konstant at levere karriere citater, lige så lidt tiltro har den til sit publikum i sin plotopbygning. ’Boss Baby’ kunne have været en genial fortælling, hvis den ikke var så ivrig efter at fortælle så ekstrem en historie. Når historien begynder at udfolde sig til en spionfilm om hundehvalpe, der vil overtage verden, bliver historien for søgt, og filmen mister til sidst sin charme.