Hvis man har hørt efter i timen ved man, at fire dårlige år i high school ikke lige er sådan at komme sig over. At man så man kører på en gul cruisercykel i en udskidt skijakke fra 70’erne hjælper bestemt ikke på det.

Nadine er en underdog. Det har hun vidst siden hun var lille. Da hun rammer sytten år, har hun trods livets vedvarende modvind formået at skabe sig et nogenlunde udholdeligt liv med én enkelt ven og et sært forhold til sin historielærer. ‘The Edge of Seventeen’ er en oddball, der smadrer ruden i Hard Rock-cafeens dødsgab af forudsigelighed.

En smoothie af forudsigelighed
Nadine er syv år og på vej i skole. Hun nægter pure at forlade bagsædet i forældrenes bil. Hendes godmodige far ser til, mens den mere uforstående mor er ved at koge over af hysteri. Faren elsker og forstår den lille pige, hvorimod moren har svært ved at elske hende, fordi hun virkelig ikke forstår hende. Plotstrukturelt taler vi her om ungdomsfilmens svar på en jordbærbanan-smoothie. Hvis det da ikke var for Nadine. Det kan godt være hun er klædt ud som en kliché, men hun er under ingen omstændigheder en.

Keep your friends close but your enemies closer
Det er fra begyndelsen ikke til at tage fejl af, at filmen har en mission. I rækken af generationsdefinerende filmportrætter lader instruktøren Kelly Fremon Craig til at synes, at der mangler et friskt skud på stammen. Om de post-millenials, der aldrig har kendt en verden uden internet og at kunne streame indhold ind i deres liv siden deres tidligste, formative ungdomsår. Instruktøren har noget på hjerte, men lader også til at være bevidst om den hinkerude af klichéer, som hun kridter op og naiv og ét-benet hopper ind i med stor selvsikkerhed.

Skud ud til Dunham
Nadine er selvbevidst på en forhippet Woody Allen-agtig måde. Uvillig til at se ud over sin egen næsetip. Hun har ar på sjælen og er vred på de af sine jævnaldrende, som er bedre til at spille lykkelige end hende. Hun er ulykkeligt forelsket. Hun er følelsesmæssigt sammensat på en måde, der trækker tråde til Julia Stiles bryske Cat i ‘10 Things I Hate About You’. Hun er sjov, velformuleret og dybt desillusioneret i en kæmpe fed hilsen til Lena Dunhams Hannah Horvath. Men først og fremmest er hun hundrede procent levendegjort af den unge skuespillerinde Hailee Steinfeld, der har komisk talent, så det batter befriere i hele skolegården.

Tilværelsens insisterende akavethed
Netop filmens insisterende akavethed er nok dens største styrke. Som seer snydes man for mange af genrens typiske kausaliteter. ‘The Edge of Seventeen’ tager nemlig rammefortællingen til grænsen for at levere twistet i sidste øjeblik. Nadine tager spontant en tur i en forlystelsespark med den søde og pligtopfyldende koreaner Erwin fra sin klasse. Han er vild med hende, hun er vild med en anden. Hun tror hun nøjes. Men da de alligevel indfinder sig i en klassisk pariserhjulssituation – og sød musik er pådømt at opstå – fyrer Nadine en racistisk svada af om, at han nok har en tiger-mom og en stoisk far. Der leges med konventionerne, og replikarbejdet er lige i kassen. Filmen er ikke usjov. Fordi den er så tilpas akavet, griner man indeni – måske endda lidt for langt inde. På den næsten påtrængende facon, hvor det mest er knuden i ens mave, der værker, så man ikke kan mærke, om det er sjovt eller sørgeligt.