Filmen om Jacques Cousteaus liv er et vaskeægte drama. Endda et elegant et af slagsen. Akkompagneret af virtuose og visuelle herligheder omfatter det alt fra interne familiestridigheder til større miljøetiske problemstillinger.

En sand sællert
Jacques Cousteau var mine forældres barndomshelt. Som børn af 70’erne var det et af ugens højdepunkter når hans tv-program ’Havets Hemmeligheder’ kørte over sort-hvid-skærmen på Danmarks Radio. Her blev mor og far taget med på eventyr, når Cousteau og resten af den brave besætning ombord på Calypso udforskede de syv verdenshave.

En barndomshelt, der kunne skrive flådeofficer, forsker, opfinder, miljøaktivist, forfatter, filmskaber, far, husbond, casanova og egoist på sit CV. Lidt af en mundfuld. Og en oplagt mulighed: Den sande historie om den franske eventyrer, der kommer i lommen på de amerikanske film- og olieselskaber i forsøget på at bygge sit imperium alt imens familiestridighederne tager til, rummer mere end rigeligt potentiale til at lave et storslået drama. Når man vil være helt sikker på at afsætte billetter, tryllebinder man publikum med lækre undervandsbilleder og caster Audrey Tautou til rollen som playboyens hustru.

Titanic-spinoff?
Spørgsmålet er om man kan servere dette 126-minutters drama uden at seeren sidder tilbage med en smag af Celine Dion i munden. Svaret er heldigvis ja. Instruktør Jérôme Salle formår faktisk at holde Titanic-vibesene på et minimum. Selvfølgelig godt hjulpet på vej af et dygtig hold af velvalgte skuespillere.

Audrey Tautou er overbevisende som den trods alt trofaste kone, hvis bitterhed vokser i takt med Cousteaus storhedsvandvid. Den oprørske søn Phillippe spillet af Pierre Niney leverer ligeledes en troværdig præstation, og der skal gives cadeau for, at man har forstået at mikse skuespil med replikker af ikke al for melodramatisk art. At de leveres på fransk af karamelfarvede mennesker med saltvand i håret gør dem bestemt des mere spiselige.

Lydsiden, i særdeleshed Alexandre Desplats kompositioner er den ekstra glasur på kagen, der gør blåhvaler, koralrev, krig og kærlighed endnu smukkere.

Ud til navlen
Jeg er glad for at have overværet eventyret om havets mand i biografen. Om ikke andet så bare den ene gang. Det er her de magiske billeder af livet under overfladen skal ses og strygerne lyder bedst. Jeg blev ikke væltet omkuld, men lod mig underholde og betage.

Filmen gik mig så at sige lige til navlen. Jeg vil gerne anbefale den. Mest for den æstetiske oplevelse, men egentligt også som stof til eftertanke. Tag gerne mor og far under armen. Køb eventuelt noget fransk nougat og overvej gerne mellem hapserne, hvad vi er i gang med at gøre mod vores planet.