Filmindustrien tegner som regel et glorificeret billede af udviklingshæmmede, se bare på klassikerne ’Forrest Gump’ og ’Rain Man’.  ’At elske Pia’ gør i den grad op med glansbilledet. Om det lykkedes at lave en god film samtidigt kan der til gengæld sås en del tvivl om.

Den udviklingshæmmede Pia bor på landet med sin 84-årige mor Guittou, der med sin tunge, franske accent komplementerer Pias uforståelige stammen. Selvom tiden på landet går sin helt egen gang, bliver Guittou ældre, og Pias bekymring om at blive efterladt alene vokser. Historien om de to aldrende damer er ret beset sand nok. De findes. I den virkelige verden. Men instruktør Daniel Joseph Borgman har pillet ved deres liv og lavet et kunstigt narrativ om, at Pia skal på jagt efter en, der kan passe på hende når Guittou ikke længere er til. Pia finder da også den behagelige karakter Jens, der er ganske normal og venlig, men som af en københavnersnude nok vil få prædikatet bonderøv. De finder ud af at tage fra landet til Den Blå Planet og på deres hotelværelse finder de ud af, at de ikke kan finde ud af det med hinanden, og så er det ligesom bare det. Vi har altså med en sær kærlighedshistorie at gøre, og den er så sær at det er svært at blive draget af den.

At udnytte Pia?
For mig opstår der først og fremmest et etisk spørgsmål i forbindelse med den her film. At skildre en udviklingshæmmets tilværelse og finde perlerne i det, skal man endelig bare gøre. Uden den slags havde ingen af os kendt de folkekære Morten Jensen og Peter Palland, som vi har lært at elske på TV2 i programmet ’Er jeg da helt gak… mor?’. Men at trække en udviklingshæmmet igennem en fiktionsproduktion, synes jeg er at bevæge sig i et grænseland. Selvom jeg ikke ved hvad der er foregået bag kameraet eller i Pias mærkværdige hoved, er det et ømt område at betræde. Pia er udviklingshæmmet i den virkelige verden, og det har potentielt kunne afføde noget forvirring hos den stakkels dame, at man skaber en fiktiv virkelighed. Det bryder jeg mig simpelthen ikke om.

Reduceret tilfredsstillelse
’At elske Pia’ har sine få kvaliteter. Eksempelvis synes jeg, der er fint illustreret, at kærlighed også kan være kompleks, selvom man lever et simpelt liv med en reduceret forstand. Havde historien været et reelt billede på udviklingshæmmede og kærlighed ville jeg købe den, men hele projektet lugter af, at man har haft nogle ambitioner om et smukt projekt, som er blevet hæmmet af den udviklingshæmmede Pia. Det opsatte narrativ er dvaskt og uden tilfredsstillelse, men til gengæld med en masse tåkrummende episoder. ’At elske Pia’ har dokumentarpotentiale, men det skrevne narrativ ødelægger de enkelte lysglimt i filmen.