De sædvanlige problemer står på skoleskemaet for den pubertære netkaster, der endnu en gang må balancere skolen, livet som superhelt og diverse teenageproblemer.

For en gangs skyld keder Peter Parker sig. Der er gået flere måneder siden ’Civil War’s lufthavnsspektakel, men der er ikke flere missioner med Iron Man og co. at spejde i horisonten. Mens han venter på opkaldet fra Tony Stark bruger Peter sine eftermiddage på patruljer i NYC, hvor highlightet er noget så glamourøst som et forhindret cykeltyveri.

Tom Holland gør en charmerende edderkop, og selvom man lige skal sluge hans alder af sølle 15 år, så formår Holland alligevel at sælge hans kejtethed og iboende gode natur. Der skal især også gives cadeau for de forskellige former for panik, der opstår, når hans to parallelle liv smadrer ind i hinanden. For der er selvfølgelig også high school at tage sig af.

Det negligeres selvfølgelig af den spirende spindlerhelt, der er desperat efter at stige i graderne. I mere eller mindre komiske montager fjumrer han rundt i forsøget på at leve op til sine ansvar. Det hjælper ikke på sagerne, at Stark holder ham i kort snor og som enhver teenager, begynder han at stritte imod for endelig at tage sagerne i egen hånd.

For rapserier er lige blevet den my farligere, når kriminelle udstyres med nye avancerede våben, der kombinerer jordisk teknologi med det evindelige high tech og alien skrot, der ender i cirkulation som følge af diverse Avengers-aktioner.

Mændene i metal
Manden bag det nye isenkram er den forsmåede Adrian Toomes, der selvfølgelig også render rundt med et horn i siden på Stark. Eller rettere, flyver, da han har udviklet et råsejt højteknologisk wingsuit, så han som The Vulture kan udføre sine røverier og andre ugerninger. Michael Keaton kan putte endnu en fin fuglefyr på sit CV. Han er en decideret intimiderende skurk med sit tandskærende halvsmil og maniske blik. Ikke mindst, når han og Peter får sig en kort snak ansigt til ansigt. Man føler virkelig aldersforskellen og man får et ordentligt indtryk af en knægt, der knap kan bunde.

Men The Vulture er ikke den eneste flyvende metalmand, der kredser om Peter. Iron Man prøver at vejlede den unge knøs og Tony Starks tilstedeværelse føles logisk og motiveret. Han sparker ikke døren ind og kaprer filmen med sine store armbevægelser. I stedet lægger ’Homecoming’ sig i naturlig forlængelse af det større MCU-narrativ. Den spinder videre på ’Civil War’s tematiske tråde om eskalation og de konstante uforudsete konsekvenser af især Starks heltegerninger. Men det er både til filmens fordel og ulempe.

Spidey-ja vu
For den kan ikke undgå at skabe en følelse af ”been there, done that”. Måske er en vis grad repetition uundgåelig, når man endnu en gang skal følge en edderdrengs tørn og strabadser, men det bliver ikke just leveret med flair i denne ombæring. Selvom den forsøger at kaste tråde tilbage til John Hughes og især ’En vild pjækkedag’, så bydes der på mere superhelteaction end skolestrabadser, hvilket er en forbistret skam.

Det føles formularisk og selvom der er meget lidt decideret galt med filmen, savner den personlighed og vægt. ’Spider-Man: Homecoming’ er en fin film, men for at parafrasere Tony Stark, så har vi brug for, at den er bedre.