Den 60-årige instruktør Aki Kaurismäki har efterhånden en lang karriere bag sig, men navnet vækker nok ikke genklang hos flertallet af biografgængere. Ikke desto mindre er han en æret skikkelse i finsk og i det hele taget europæisk film. Hans stil er lakonisk, gennemsyret af humanisme og ofte med en underspillet deadpan-humor. Jeg toner gerne rent flag og indrømmer, at ’Lys i mørket’ er mit første møde med finnens værk. Men frygt ej. Det viser sig nemlig, at ’Lys i mørket’ står sikkert på egne ben – også for de uindviede.

Søvnighed og sildefilet
I Kaurismäkis skildring er Helsinki en søvnig by afskærmet fra omverdenens evindelige travlhed og teknologiske og kulturelle udvikling. En midaldrende mand ved navn Wikström (Sakari Kuosmanen) er blevet træt af at sælge skjorter og overtager i stedet en noget beskeden, gammel og helt og aldeles charmeforladt restaurant. Her er der sildefilet på menuen, og kan man ikke lide det, ja så kan man få en bajer.

I en sideløbende historie møder vi den syriske flygtning Khaled (Sherwan Haji), der ankommer som blind passager på et fragtskib. Skæbnen vil vide, at deres veje krydses i en film, der på sin egen måde forener sædeskildring og samfundskritik.

Sildefilet og samfundskritik
’Lys i mørket’ er præget af et afdæmpet filmsprog, der fint akkompagnerer den sløve version af Helsinki vi præsenteres for, som er defineret af en borgerlig stilstand. Med tør humor udstilles de lidt slidte skikkelser, der befolker filmen, dog uden at historien mister sin varme. På restauranten sælger sildefileten ikke som ventet, så Wikström beslutter at følge tidens trend og vupti, så er restauranten en sushibar. Glæden er dog kort, for ganske vidst dukker mange op på åbningsdagen, men kokken (der knap nok kunne lave sildefilet) har købt for lidt tun. Mon ikke det går i stedet at bruge saltet sild og så en klump wasabi på størrelse med en kugle is? Tja, noget gik da – desværre var det gæsterne.

I samspil med det humoristiske, har filmen også en noget mere alvorlig side. Khaled kæmper for at få asyl, men det er uklart, hvad der kræves og ofte virker det til, at tilfældigheder spiller den største rolle i processen. Kaurismäki er ikke bange for at kritisere, men fordømmende virker filmen aldrig, måske særligt fordi den er skrevet og spillet i en stil, der tydeliggør en subjektiv tilgang til virkeligheden.

Samfundskritik med satire
Stilen fremprovokerer dog også en følelse fremmedgjorthed i præsentationen af aktuelle problemstillinger, og nogen stor følelsesmæssig oplevelse bliver ’Lys i mørket’ aldrig. Menneskeligheden er rigt til stede, og det bånd der opstår mellem de noget umage karakterer Wikström og Khaled er absolut sympatisk. Men ’Lys i mørket’ er unægtelig bedst, når den med simple strøg maler et billede af håbløs forstokkethed og satiriserer over det.