Sjældent har en film om en pige i koma affødt så mange grin, som denne her. Når der så også bliver krydret med lidt behandling af tungere emner, så er alt næsten perfekt.

Opskriften på en mainstream rom-com er ganske enkel: dreng møder pige, de forelsker sig, et mellemstykke med lidt udfordringer og så får de hinanden til sidst. Tilsæt sukker afhængig af hvor kvalm en slutning man ønsker. Der findes selvfølgelig variationer af denne, men kernen er den samme. Så hvordan skiller man sig ud fra alle de andre i samme genre? Her er et velkvalificeret bud.

Kumail (Kumail Nanjiani) er en stand-upper i Chicago. Han er selvfølgelig single og som forventet i denne genre, forsøger hans mor at sætte ham sammen med forskellige piger. Han møder dog selv den søde og sjove Emily (Zoe Kazan). Hun er fantastisk, men Kumail klokker i det, de slår op og det kunne være det. Men så får han et opkald. Emily er indlagt med en virus, og kunne han ikke lige komme forbi og sidde med hende. Inden han får set sig om, bliver hun lagt i kunstigt koma, og prognosen er ikke positiv.

For godt til at være sandt
Bag manuskriptet står Nanjiani selv og hans kone, Emily Gordon. Det er baseret på deres eget forhold og hendes sygeforløb, dog med visse ændringer som ikke skal røbes her. Det giver filmen en autencitet, som det i overordentlig stor grad er lykkedes at overføre. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at de rent faktisk har talt om, at Nanjiani ikke har nogen luftfrisker på toilettet, og hvorfor det er et problem. Det er sådan nogle små situationer, der er med til at holde filmen jordnær. Sådan et lag af virkelighedsnærhed gør, at smilet bliver lige det større.

Meget af det skyldes også den fantastiske kemi, der er mellem Nanjiani og Kazan. Man kan sige, at Nanjiani har det nemt som en version af sig selv. Men hvis Kazan ikke havde ramt plet i sin fortolkning af Emily, kunne det hele nemt være blevet et one-man show. Det sker ikke. Man kan tydeligt mærke, at Emily er blevet skrevet som en stærk kvindelig karakter, der ikke finder sig i Nanjianis pis.

Ikke kun grin
Comedy fungerer bedst, når det bliver sat op mod noget alvor, og det kommer til at være en befrielse at grine. Udover komaet og forholdet til Emily, så skal Nanjiani også håndtere sin egen familie, såvel som Emilys. Der er intense øjeblikke begge steder, og især kultursammenstødet imellem hvad Nanjianis familie forventer af ham, og hvad han selv vil, giver en skøn vekslen mellem smil og alvor.

Ligeså i forholdet til ”svigerfamilien”, hvor moderen (Holly Hunter) i starten hader Nanjiani som pesten. Hun har en vidunderlig intensitet, som balanceres ud af faderens (Ray Romano) rolige gemyt. Ingen af dem bliver brugt som karikaturer. De er fuldt formede og nuancerede karakterer, hvor man føler deres afmagt over ikke kunne gøre noget, så deres datter får det bedre.

Det er befriende med en intelligent rom-com. Der er alt for mange af tvivlsom standard så når der endelig kommer en, der har mere på hjertet, så skal det selvfølgelig også belønnes. Det romantiske er der, grinene er der og så har den lige det ekstra, som gør at den ikke bare bliver en i flokken.

Kan man andet end at holde af en film, hvor et one-night stand består af ’Night of the Living Dead’ og sex på en luftmadras? I dette tilfælde og i undertegnets ydmyge mening er svaret nej.