Danmark har fået sin første podcastfilmatisering. Med lydfortællingen ’I et forhold med…’ cementerede Third Ear i 2013 uovervindeligheden af den gode fortællings magt. Nu er den uhyggeligt senmoderne kærlighedshistorie overført til biograflærredet med prisværdig integritet.

Amanda bor på Vestegnen og har platter med inspirerende citater hængende i alle rum i sin lejlighed. For Amanda virker som en kvinde, der godt gider gøre sig umage med at se lyst på tingene, selvom det måske ikke altid er lige let. Hun kom engang i klemme mellem sine følelser og netværkssamfundet. I denne utrolige historie fra det virkelige liv, spiller Amanda sig selv uden at lade den mindste smule bagklogskab forpurre indlevelsen.

Meta-mystik
For de velsignede mennesker der har boet under en sten de seneste fire år og ikke kender præmissen for filmens fortælling, bør denne holdes nogenlunde sløret. Men det rimer på Catfish. Dog positionerer ’En fremmed flytter ind’ sig fra start af i forhold til podcastets mange trofaste lyttere. I bedste metastil har man valgt at lade næsten alle involverede spille dem selv, hvilket fungerer overraskende godt. Historien får i filmversionen et ekstra lag, når de medvirkende får lov til at kommentere på begivenhedernes gang undervejs.

Hovedpersonen Amanda spiller desuden rigtig godt og tager spillefilmsscener såvel som interviews i stiv arm. At filmens instruktør er ud af den danske dokumentarfilms tradition, kan også i den grad mærkes. Der jongleres kækt med fakta og fiktion, alt imens den visuelt usynlige men mærkbart tilstedeværende kvinde bag kameraet både lader hovedpersonen Amanda og sig selv bryde den fjerde væg med imponerende effekt.

Dokumentaristisk selvsikkerhed
Historien er uden tvivl interessant nok til det store lærred. Man har valgt rigtigt ved at gå udenom den fuldbyrdede dramatiserede spillefilmsudgave, da det ellers ville være svært at tro på præmissen. At man ikke vælger at lefle for det hurtige dramafiks er modigt. Uden at det skal ligge Amanda til last, er det nemlig virkelig svært at tro på, at hun hoppede på den. Filmen stiller ikke tydelige spørgsmål som, hvordan det kunne ske, eller hvorfor det skete for lige netop Amanda. Men den lader seeren forstå sideløbende med, at Amanda selv aflægger en form for vidnesbyrd.

Enten eller
Det skulle være så godt, men så er det faktisk… en lille smule kedeligt.
Der er den triste bagside af et ellers fremragende stykke filmatiseringsarbejde, at fortællingen i sin natur er defineret af chokket halvejs. Filmen lægger i højere grad kortene på bordet fra start af nødvendighed, da historien i dag er berømt. Dog graver det en grøft af manglende overraskelse, der svært kan udlignes.

Filmen lever højt på den ægthed, Amanda puster ind i historien ved at genleve den. Derudover matcher den på mange punkter også podcastets høje kvalitet. Men det er lidt som om, at man skal vælge hold. For har man hørt historien før, falder man måske i grøften undervejs. Så sidder man til slut ikke kun tilbage med stof til eftertanke, men også en grundtvivl om, hvorfor det egentlig er nødvendigt at filmatisere et værk, der står så fremragende på egne ben. Det hul er et af de rigtig dybe.