Er du nogensinde træt af din far? Du vil elske ham, efter du har set hvordan Jens Blendstrups far var.
Med titlen Gud taler ud lyder det næsten som om, at Vorherre oppe i himlen har taget plads i skriftestolen for at lette sit hjerte en gang for alle. Det er dog ikke tilfældet – og så alligevel. Gud er nemlig ikke Vorherre, men derimod den selvbestaltede gud i slåbrok og sutsko, Uffe Blendstrup (Søren Malling), der er omdrejningspunktet i Henrik Ruben Genz’ filmatisering af Jens Blendstrups selvbiografiske roman af samme navn som filmen.
Handlingen udspiller sig i Risskov, Aarhus, i 1980’erne. Dengang far havde koteletter hængende ned ad kinderne, og mor havde flotte gevandter på. Den lille Jens (Marcus Gert) bor i et klassisk parcelhusområde med sin apatiske storebror Thomas (Clint Ruben), sin hårdt kæmpende mor (Lisa Nilsson) og naturligvis far Uffe. Gud. Ældste-sønnen, den ny-religiøse Mikkel (Mads Langelund), er flyttet til Aalborg med sin kommende kone. Langt væk fra Guds tyranni. For psykologen Uffe styrer huset med hård og guddommelig hånd.
Men forandringens vinde blæser over det lille hus efter en skelsættende nyhed. Da Gud får konstateret kræft, sætter han sig for at skrive sine erindringer. Som ung drømte Gud nemlig om at blive forfatter. Denne nyhed vender op og ned på de tumultariske familieforhold, og måske kan det stoppe det ulmende ungdomsoprør i familien, og bringe dem tættere sammen. Eller også kan det ikke.
Faderkomplekset
Det skorter ikke på tyranniske forældre der svigter, dominerer og misbruger deres børn i dansk litteratur. Vi kender Erling Jepsens Kunsten at græde i kor, Kim Leines Kalak og Morten Sabroes Du som er i himlen. Alle autofiktioner med svigtende forældre i hovedrollen. I bestselleren Gud taler ud gør Jens Blendstrup ligesom flere af sine kollegaer og skildrer sin opvækst hos en alt andet end elskværdig rollemodel. For Gud ryger som en skorsten, drikker som et hul i jorden og kuer alle dem, som står ham nært. Han byder også gerne sine venner (eller rettere: patienter) på druk og suppe (dog af noget mistænksom opskrift) hjemme i privaten til stor gene for resten af familien.
Selvom det er svært ikke at nære en stor aversion mod Gud, så kommer man på underlig vis også til at holde af denne dybt jammerlige mand. Den tragikomiske situation er måske resultatet af, at man ikke kan gennemskue om Gud er gal eller genial, og om han i virkeligheden er god nok på bunden. Gud brillerer bl.a. til den ældste bukkebruses bryllup, inden han bagefter formøbler sin hårdt tilkæmpede goodwill igen. Gud er et storrygende paradoks langt hen ad vejen.
Søren Malling er Gud
Filmens absolut stærkeste kort er Gud. Danmarks måske mest oversete skuespiller, Søren Malling, spiller røven ud af bukserne som Gud. I en tid hvor især Pilou Asbæk og Nikolaj Coster-Waldau løber med al den danske film-opmærksomhed, skal man huske at lette på hatten for den ekstremt produktive Malling, som har spillet med i et væld af film bare inden for de seneste par år (bl.a. ’Forældre’, ’Mesteren’, ’Den bedste mand’).
Netop Søren Malling er med til at løfte ”Gud taler ud” fra at være en filmatisering, der forholdsvis let kunne ryge i glemmebogen, til en vittig, tragisk og underfundig omgang, som bestemt er en tur i biffen værd. Kort sagt; Søren Malling er Gud.