Så er vi i gang!

For undertegnede bød førstedagen på to film. På en maraton, som en filmfestival er, gælder det om at pace sig selv og ikke brænde ud inden det hele knapt er startet.

Den bedste bjørn
Første film blev ’Brigsby Bear’, en varm, charmerende og rigtig sjov komedie.

James (Kyle Mooney) blev som spæd kidnappet og har indtil nu boet i et beskyttelsesrum ude i ørkenen med sine kidnappere (Mark Hamil og Jane Adams). Der er hans yndlingsbeskæftigelse tv-serien ’Brigsby Bear’, en serie om en talende galaksefarende bjørn, som han dyrker nærmest religiøst. Da politiet endelig ”befrier” James, bliver verdenen som han har kendt den med et smadret, og nu må han lære den nye verden at kende.

Kyle Mooney ER den her film. Den barnlige ærlighed i James resulterer i flere grin end der kan tælles, og det savn og følelsen af ikke at passe ind i den nye verden rammer han perfekt.  Det er fint og afdæmpet, med en sjældent set smittende glæde.

Desværre snubler filmen over sin egen feel good stemning, så slutningen fremstår sjusket og forjaget. Men udover det, så er ’Brigsby Bear’ en skøn hjertevarm oplevelse, som man ikke bør gå glip af.

4 store stjerner herfra.

Brutal græsk tragedie
Som mørket sænkede sig på udenfor, således gjorde det også på lærredet. Den vidunderlige sadist Yorgos Lanthimos skruer i ’The Killing of a Sacred Deer’ op for både absurditeten, men i den grad også for ubehaget.

En kirurg (Colin Farrell) lever det gode liv med job, smuk kone (Nicole Kidman) og bedårende børn. Han mødes dog med en teenagedreng, Martin (Barry Keoghan). Han fortæller forskellige historie om hvor han kender drengen fra, så noget er ikke helt som det skal være. Efter drengen er blevet introduceret til kirugens familie, bliver han mere og mere intens og besidderisk. Eskaleringen vil ingen ende tage, og ja, det kommer blod.

Lanthimos har igen udstyret sine karakterer med en filterløshed, så der bliver sagt meget intime og upassende ting, som normalt ikke bliver sagt. Blandt bliver datterens nylige menstruation ofte omtalt, uden skyggen af bornerthed. De store følelsesladede scener er næsten fuldstændig gemt væk, men enkelte kommer og de fremstår derfor desto mere kraftfulde.

Ubehaget kryber langsomt og stødt ind på en som filmen skrider frem, indtil det ender i en nærmest klaustrofobisk tilstand, hvor man frastødes af det der sker i filmen, men man kan ikke kigge væk.

5 ubehagelige stjerner til Lanthimos.