En interessant præmis kommer aldrig rigtigt ud af første gear, og det skønne, potentielle blodbad ender som et let dyp af tæerne i børnebassinet.

Hvad ville du gøre anderledes, hvis du fik muligheden for at leve din sidste dag igen? Ville du være et bedre menneske, eller ville du gå hedonistisk amok?

Men vigtigst af alt: hvor langt ville du gå for at forhindre din død?

Tree (Jessica Rothe) er en ganske almindelig college-pige. Hun fester, studerer og så har hun fødselsdag i dag. Hun vågner op hos en fyr, hun ikke kender, og fra da af er hendes dag elendig kulminerende med, at hun bliver dræbt af en eller anden iklædt en klam babymaske. Næste morgen vågner hun i samme seng og gennemlever dagen, hvor hun igen ender med at dø og sådan fortsætter det igen og igen.

Det er set før
Filmen drager kæmpe inspiration fra ’Groundhog Day’ (1993), hvor Bill Murray gennemlever den samme dag, indtil han lærer at blive et bedre menneske. Til dens kredit skal det siges, at den anerkender netop dette. Her er pointen dog ikke, at Tree skal blive et bedre menneske, men hun skal finde ud af, hvem der myrder hende og undgå at dø.

På papiret lyder det egentlig som en meget frisk ide, men listen af mistænkte bliver meget hurtigt reduceret igennem en montage med et par underholdende drab imellem.

Her ligger dog også et problem. Fordi den amerikanske censur ikke tillader blod, så bliver mordene meget vi-klipper-væk-i-sidste-sekund-så-vi-ikke-ser-blod-agtige. Det harmonerer bare ikke med filmens selvbevidsthed og lidt grovkornede humor. Uhygge er der ikke noget af, men legen med stereotyper fra horror- og teenfilm indbyder til en vildskab, der aldrig kommer.

Lidt lunken
Rothe gør det ganske fint i hovedrollen. Hendes vekslen mellem sarkastisk college-bitch, offer fanget i et mareridts-loop og følsom badass fungerer ganske fint. Manuskriptet svigter hende dog ved ikke at give nogle andre karakterer af interesse. Arketyperne er ellers tilstede, men enten gudsjammerligt irriterende (hendes professor som hun har en affære med) eller simpelthen ikke vilde nok.

De eneste der kommer tæt på er hendes veninde/fjende, Danielle (Rachel Matthews), og den gode fyr hun bliver ved med at vågne op hos, Carter (Israel Broussard).

Ros skal der dog gives for at lade Tree blive påvirket fysisk af at blive myrdet alle de gange. Det gør, at hun ikke bare kan lade sig slå ihjel utallige gange, men bliver nødt til at prioritere hver død, jo længere hen i filmen vi kommer.

Desværre er det ikke nok. ’Happy Death Day’ bliver aldrig rigtig den metahorror den stræber efter, men den falder heller aldrig rigtigt igennem. Den ender lidt med at blive en ufarlig mellemvare, hvilket er ærgerligt, når man tænker på potentialet.