En stop motion roadmovie med skizofreni og onde kønsorganer. Kunne MIX Copenhagen have fået en bedre start?

Det kan være svært at følge med, når Clyde Petersen stikker af i sin debutspillefilm ’Torrey Pines’. Den selvbiografiske fortælling omhandler Clyde, da han er 12 år og tages med på et roadtrip af sin skizofrene mor, imens han døjer med stor tvivl om eget køn og seksualitet. Alt dette er fortalt i stop motion og uden dialog. Hold da op.

Hold på hat og bryster                                                                                                     
Første halvdel af filmen består af små separate scener fra Clydes liv som forvirret 12-årig. Han (dengang hun) konfronteres for første gang med sin forvirrende kønsidentitet i en fremragende surrealistisk fantasiscene, der udfolder sig efter, at Clydes mor har forladt badet nøgen. Hans bryster vokser sig enorme og sprøjter mælk, imens blodige fostre falder omkring ham og fra hans underliv. Stærkere bliver det ikke.

Når Clyde ikke dræber frøer eller pjækker fra skole for at undgå en pågående beundrer fra klassen, lytter han til sin mors konspirationsteorier om rumvæsner og Bill Clinton. Moderen rolle forstørres i anden halvdel af filmen, hvor hende og Clyde tager på et roadtrip. Her kommer hendes lidelse for alvor frem i lyset i en eksemplarisk elegant og rørende afslutning, der efterlader mig svært fugtig omkring øjnene.

At ’Torrey Pines’ lykkes med at slå på de store følelser i så voldsom grad og oven i købet uden at bruge dialog på noget tidspunkt, skyldes i høj grad det eminente soundtrack. Det er Petersen selv, der sammen med sit band Your Heart Breaks har stået for lydsiden, og den finurlige musik bidrager fornemt til den hypnotiske stemning, der især er til stede i anden del af filmen.

Stumme udklipsfigurer                                                                                                       
Ud over at være skiftevis barnligt charmerende og blændende smuk er animationen i ’Torrey Pines’ også med til at skabe den lækkert underspillede humor, som hyppigt springer frem i løbet af de 60 minutter. Der er tale om stop motion med udklipsfigurer i en stil, der minder om tidlige South Park afsnit, og den barnlige stil gør det befriende let at se de alvorlige begivenheder med en 12-årigs øjne.

At dialog er fravalgt, bliver til tider problematisk, da det i meget høj grad besværliggør forståelsen af plottet. Især moderens skizofreni er meget subtilt afsløret (måske en anelse for subtilt). Samtidig er der en pæn mængde lange, stille landskabsbilleder i anden del, der få steder går fra at være hypnotiske og smukke til at være trættende, hvilket forhindrer det niveau af fokus, der kræves for at forstå slutningen.

Whitney Houston uden tekst                                                                                             
Ud over at være slørende for handlingen må manglen på dialog dog også indrømmes at være hovedleverandør af latter i filmen. Både når de voksne karakterers stemmer på ’Peanuts ’-lignende vis er erstattet med mumlen igennem blæseinstrumenter, og når Clyde tages med til en genialt morsom koncert, hvor stakkels Whitney Houston skriger sit hjerte ud uden brug af tekst.

Clyde Petersen formår at fortælle en meget personlig historie med enormt relevante temaer på en gribende, underholdende og unik måde i en forfriskende animationsfilm. MIX Copenhagen er sparket i gang med bravour.