Kræs for kendere, ikke for alle os andre.

Genudgivelser af gamle film kan være svære at anmelde. Når en film som ’Monsieur Verdoux’ bliver digitaliseret og sendt i distribution, er det fordi, vi har med en af filmhistoriens store koryfæer at gøre: uforlignelige Charles Chaplin. I denne film både som hovedrolleindehaver, manuskriptforfatter og instruktør. Her er tale om en film fra 1948 hvori Chaplin spiller en anden slags karakter end de godmodige klodshans-inkarnationer, han er kendt og elsket for. Anmelderros til trods var der ikke tale om en publikumssucces, og filmen fremstår i dag som en af Chaplins mindre kendte værker. Det alene forsvarer naturligvis en genudgivelse.

Chaplin er skurken?
Monsieur Verdoux (Charles Chaplin) er tidligere bankmand i depressionens Frankrig. Jobbet igennem 30 år røg grundet børskrakket, men hjemme skal familien, bestående af søn og en kone i kørestol, jo stadig forsørges. Verdoux tyer til, vha. aliasser, at forføre velhavende enkefruer overalt i republikken. Gifte sig med dem for derefter at myrde dem. De dræbte hustruers arv tilgår ham, og familien kan klare sig gennem deres småborgerlige tilværelse nogle måneder endnu.

Desværre for Verdoux begynder politiet at få færten af ham, takket være ofrenes mistænksomme familiemedlemmer. Desuden er det langt fra hver gang, Veroudoux er i held, og navnlig to genstridige fruer volder ham kvaler filmen igennem. Hans gentagende forsøg på at myrde den ene og gifte sig med den anden, er omdrejningspunktet for mange af filmens bedste scener. Chaplin, charmerende som altid, skaber strålende komik ud af mordforsøg. Det fungerer, men efterlader samtidig én med dårlig smag i munden. Måske min generation bare er mere sart overfor fordums seksuel aggression i filmform, set i lyset af disse Weinstein-tider.

Men er filmen god?
Se, det er jo det. Hvis man bedømmer den som Chaplin-connaisseur eller som filmhistorie-fanatiker, er en karakter på 4+ stjerner en garanti. Men man kan også, bare for at være på tværs, forsøge at bedømme filmen på sine egne præmisser, isoleret fra forventningerne om billigelse, baseret på opfattelsen af Chaplin som filmlegende par excellence. Det er præcis hvad der er forsøgt i denne anmeldelse. På forhånd undskyld!

Alt i alt
Det er ikke en film, man ville anbefale en Chaplin-jomfru at starte med – den er altså ældet dårligere end navnlig ’Moderne tider’ (1936) og ’Diktatoren’ (1940). Den 124 minutter lange ’Monsieur Verdoux’ er rodet og en halv time for lang. Vi introduceres til politiet i filmens første 10 minutter, men de dukker først op igen en time senere. De har åbenbart formået at skygge vor (anti)helt hele vejen igennem, men publikum har ikke været vidne til deres detektivarbejde. Verdoux ryster dem af sig, og de ses først igen i slutningen.

Familiens velfærd er Verdoux’s moralske forsvar for hans handlinger, men vi ser dem kun i en kort scene i første halvdel, hvorefter de igen forsvinder. Filmen igennem skal manden altså italesætte hans motivation, for den fremvises reelt ikke – det er altså et no-go i filmmediet. Navnlig når Verdoux i en storladen tale til sidst skal forsvare sine ugerninger, punkteres pointerne af, at publikum kun i ringe grad har set ham i et kærligt lune. Modsat Chaplins berømte enetale fra ’Diktatoren’ fremstår karakteren her ussel, og den overfladiske samfundskritik virker da prætentiøs.

Rent teknisk er det også en af Chaplins mindre imponerende film. Sets såvel som klipning når ikke op på siden af f.eks. ’Diktatoren’, og det samme skud af et lokomotiv når at blive decideret forstyrrende, 10. gang det bruges i ’Monsieur Verdoux’. Alt i alt en interessant filmoplevelse der så afgjort fortjener plads i biograferne alene grundet Chaplin. Men som selvstændig film en forglemmelig affære. Se den hvis du i forvejen har andre af mandens talrige film under huden. Hvis ikke, så start ud med en anden.

Foto: Miracle Film Distribution