Ai Weiweis ambitioner er yderst prisværdige, men resultatet bliver en anelse tungt.

Verden bliver mindre og mindre, og ethvert samfund oplever større og større etnisk diversitet. Samtidig ser vi en tendens til, at de vestlige lande i stigende grad lukker sine grænser for omverdenen med pigtrådshegn og patruljerende soldater. Flygtningekrisen har vist sig at være et globalt problem, som udfordrer vores åbenhed og medmenneskelighed. Findes der en mere oplagt person til at formidle denne problematik end verdensstjernen Ai Weiwei?

Man kan næsten altid regne med, at den kinesiske kunstners værker er politiske, og skellet mellem aktivisme og kunst kan være svært at finde. Som følge af sin rebelske praksis har Weiwei flere gange fået den kinesiske stat på nakken, som da han i 2011 fejlagtigt blev beskyldt for skattefusk og fængslet i tre måneder. I sit hidtil mest omfattende filmprojekt er hans tilgang mindre oprørsk, selvom samfundskritikken bestemt er til stede.

Individet i menneskestrømmen
Over et år har Weiwei med sit filmholdt besøgt 23 (!) lande i et forsøg på at skildre den stærkt medieomtalte flygtningekrises skala. Den store menneskemængde som flytter fra krig og fattigdom bevæger sig nemlig over hele verden.

Problematikkens målestok præsenteres via imponerende, billedskønne droneskud, som kunne være taget ud af et naturprogram fra Discovery – hvis ikke de altså også indeholdt myriader af flygtninge, som søger efter en bedre fremtid. De foruroligende optagelser viser f.eks. størrelsen på den mest befolkede flygtningelejr i verden, som ligger i Kenya og huser hele 500.000 mennesker.

Kameraet svæver dog ikke kun rundt i de høje luftlag. Vi kommer også helt tæt på de migrerende personer, hvis fremtid endnu er alarmerende uvis. En mand viser eksempelvis et gravsted, som han har lavet for sine kammerater, der døde under deres farefulde bådtur over Middelhavet. Hans frustrationer og sorg ses tydeligt igennem samtalen, og til sidst bryder han sammen i gråd.

Favner for bredt
Gav man karakter for ambition, ville ’Human Flow’ klart have fået seks stjerner. Desværre smitter det vidtfavnende fokus af på dokumentarens længde, som er en halv time for lang. Måske er det nødvendigt at indfange hver en lille afkrog af verden for at belyse flygtningekrisen fyldestgørende, men det resulterer altså i en noget udmattende seeroplevelse. Forsøget på at beskrive flygtningestrømmene på verdensplan betyder, at enkelte segmenter kun bliver berørt overfladisk. Mere tid kunne med fordel være blevet givet til at beskrive et mindre antal lokalmiljøer.

Billedsiden er relativt teksttung med oplysende bidder, som beskriver problematikken i svimlende tal. I bunden af lærredet gøres der desuden plads til telegramlignende uddrag fra internationale aviser samt digte, som på mere filosofisk vis indrammer konflikten. Sidstnævnte fungerer fint til at opdele filmen i mindre sekvenser og giver tid til refleksion, men nogle af de informative tekster kunne godt udelades, så optagelserne og de medvirkende personer fik mere plads til selv at komme til orde.

Selvom ’Human Flow’ kunne have nydt godt af et mere afgrænset fokus, kan man alligevel sagtens værdsætte Ai Weiweis investering i verdenssamfundet. Filmens storladne og æstetisk smukke scenerier kontrasterer effektivt de små, personlige historier, og man røres af de skiftevis fortvivlede og håbefulde menneskeskæbner. Nogle steder savner man godt nok, at der blev dykket dybere ned i de enkeltstående konflikter, men det kan man jo passende selv gøre, når man vender hjem fra biografen. Med så tankevækkende et forlæg er det faktisk ret svært at lade være.

(Foto: Nordisk Film)