Efter at have set ’Wonder’ står én ting klart. Julia Roberts og Owen Wilson er verdens bedste forældre!

Med Stephen Chboskys nye feel-good drama kan du godt forvente at blive revet med på en rutchebanetur – hvis du kan acceptere dens præmis. Den romanbaserede ’Wonder’ spiller nemlig på alle de træk, der går forud for sin genre. Derfor er det måske også nogle letkøbte tårer filmen til tider frembringer. Ikke desto mindre er historien om August ”Auggie” Pullman, i filmen spillet af Jacob Tremblay, værd at belyse på det store lærred.

En sand ven
Auggie er født med et deformt ansigt, og det har medført en frygt for at vise sig i offentligheden. Derfor har hans mor Isabel (Julia Roberts) indtil nu undervist ham hjemme. Som det altoverskyggende centrum i familien har Auggies specielle behov derfor sat hans mors liv på pause – og søsteren i baggrunden. Owen Wilson spiller faderen Nate, der sørger for comic relief med sine kække kommentarer, når Auggie ikke selv gør det.

Auggie starter i femte klasse på Beecher Prep, hvor hans udseende hurtigt vækker afsky og drilleri fra klassekammeraterne. Han må udstå meget, før børnene efterhånden indser, at Auggie er præcis ligesom dem. Sidestillet med Auggies handlingsforløb får vi, ved at skifte synsvinkel, små indblik i, hvordan hans person har en betydelig indflydelse for mange andres liv.

Overdrivelse fremmer forståelse?
Skiftet i synsvinkel angives ved et kapitelskift. Det underbygges med en ændring i kameravinkler såvel som farvetoner, der tilsammen giver hver karakter sin egen fortælling. På den måde får den oversete søster Via (Izabela Vidovic) også en stemme. Det er en interessant og ny vinkel, der desværre udnyttes ud over alle sine grænser. Ikke nok med, at hun har en følelse af altid at blive tilsidesat af sine forældre, føler hun sig også ensom i skolen. Hendes bedste veninde vil pludselig ikke snakke med hende og i et flachback, får vi tilmed fortalt, at den person der betød mest for hende (hendes bedstemor), er død. Men filmen er sin tradition tro, og pludselig er tingene slet ikke så slemme, som de ser ud til at være – alting ender godt alligevel. Med det sagt bliver kombinationen af så mange feel-good elementer alt for overvældende, hvilket er ærgerligt for Vias sidehistorie.

Til gengæld er fortælleteknikken meget velfungerende, når det drejer sig om Auggies første rigtige ven Will (Noah Jupe). Det indblik man får i hans karakter ændrer hovedplottet samtidig med at det giver en nuance til de centrale aspekter ved Auggie. Selvom der også her er sørgelige træk, overdrives de ikke, og komplementerer derfor blot filmens stemning.

’Wonder’ er en smuk og sandfærdig historie. Auggies historie er så indholdsrig, at man ikke behøver meget andet for at stille sig tilfreds. Beklageligvis fyldes filmen til randen og feel-good genren udnyttes i groveste forstand. Derfor spoleres den simple fortælling om en dreng, der bare ønsker at passe ind. Det ændrer dog ikke på, at man stadig får lov til at opleve en hjertevarm fortælling.