Et eller andet sted må man sgu beundre en så dedikeret afsværgelse af al logik.

Det er nok de færreste der græder over taglinen ”Last call, pitches”, men det er trods alt svanesangen for 10’ernes a capella orgie, som man kunne se, hvis man ikke var klar til at indrømme, at man godt kunne lide ’Glee’.

Små problemer og store plothuller
Kvinderne fra Barden Bellas har forladt college til fordel for ”det virkelige liv”, hvor de hver især slider på en meget privilegeret millenial måde med uddannelse eller arbejde. Det er åbenbart meget hårdt, så de tager alle en pause fra tilværelsen til fordel for en afskedstour. De skal nemlig besøge nogle flådebaser i Europa for at optræde for de udsendte soldater.

Så er der noget med en konkurrence og nogle faderkomplekser, men det eneste som man egentlig skal vide er: der er stadig masser af a capella og det er stadig fedt, hvis man er til den slags.

Lige pludselig bliver et vanvittigt action-plot en del af fortællingen. Som i kampscener og sprængstoffer. Det vil mange nok finde totalt langt ude, men jeg synes sgu det er forfriskende, at man endelig kyler den sidste realisme ud af en film, hvor folk konstant ”improviserer” flerstemmige arrangementer af popsange, der af uransagelige årsager autotunes live. Det tager også det kvalmende forudsigelige ud af ’Pitch Perfect 3’, hvor man ellers langt hen af vejen guides igennem plottes af tæsk med en vognstang.

På mange måder bliver 3’eren væsentligt skørere end de to første, men det klæder den egentlig og underholdningsværdien overstigeren 2’erens midt i vanviddet. Det bliver næsten så tåkrummende, at det er godt. Men også kun næsten.

Den magiske effekt af sang og dans
Det er dog ikke alle elementer af filmen, der har klaret at få røven med ind i 2017. Tag nu Rebel Wilson. Som udgangspunkt vil jeg mene, at kvinden har den komiske timing til at levere sjove jokes, men det er sgu på tide at hun får lov til (eller vælger?), at spille andre roller end den der utjekkede og grove kvinde, der udover Pitch Perfect også findes i ’How to Be Single’ og ’Bridesmaids’. Omvendt er a capella journalisterne John og Gails besættelse af en flok collegepiger taget til en absurditet, så det giver mening igen. Desværre var deres jokes sjovere i de andre.

’Pitch Perfect 3’ efterlader mig kort sagt med en hel del spørgsmål: Hvorfor bor der en masse amerikanske familier på militærbaser i Sydeuropa? Får jeg nogensinde en a capella film, der ikke er autotunet som et Akon album? Hvad laver John Lithgow og Ruby Rose i det her univers? Hvordan bliver jeg a capella journalist? Skal denne her film have to eller fire stjerner? Og ikke mindst: Hvad er det med musical-elementet, der kan få nogle mennesker til at stå helt af og andre til at tilgive i det uendelige? For svaret på alle de her spørgsmål er for mit vedkommende: ”skide være med det – nu kommer der endnu en sang”.

’Pitch Perfect 3’ er irriterende og ujævn, men den er også underholdende og fantastisk fuld af popmusik. Hvis man ikke kan lide syngefilm, kan man læse denne anmeldelse som havende én stjerne og komme videre med dit liv. Personligt har jeg imidlertid lige fået et nytårsfortsæt: jeg tror sgu jeg skal til at synge i kor igen.

Billede: christylemire.com