Vi kommer tilpas langt ned under huden på et udødeligt ikon og nyder sprogets magt i fulde drag.

Det er efterhånden mere end 30 år siden, at en ung digter fra Hvidovre kastede sig i døden en tidlig forårsdag i København. Nu har dokumentarinstruktøren Torben Skjødt Jensen fundet den afdøde poet frem, skilt ham ad og eksamineret hver enkelt organ for, en gang for alle, at forstå en af Danmarks mest kendte og respekterede forfattere.

Jensens primære fremgangsmåde er interviews med kolleger og venner af Strunge, som byder på detaljerede historier fra de tidlige år såvel som de sene. Her får vi også ny indsigt i digteres problematiske psyke, og filmen kommer ubehageligt og modigt tæt på den maniodepressive hjerne i al dens pragt og råddenskab.

Fingrene væk fra stjernen!
I manges bevidsthed er Strunge mere end et forfatter. Han er – især post mortem – blevet et ikon, et billede på hele den bevægelse, som er blevet kaldt ”firserdigterne” eller ”punkdigterne”. Derfor er det enormt risikabelt at udsætte ham for nøje eksamination. Et interessant ikon bliver næsten altid uinteressant, når vi som publikum mindes om det – oftest ret almindelige – menneske, der lægger bag.

Jeg sidder i 20 minutter og smågaber, imens to gymnasiekammerater beretter om unge Michaels semifinurlige adfærd, men langsomt kommer der uden min bevidsthed herom mere og mere kød på min medbragte gaffel. I takt med at Strunges triste tilværelse og tiltagende særheder kommer frem på lærredet, læner jeg mig længere og længere frem i stolen. For Michael Strunge er noget så sjældent som en herre med et liv, der matcher personaen.

Og så er der Bowie
Første del af filmen fokuserer blandt andet på poetens enorme fascination af poplegenden David Bowie, og der er paralleller at hente her. Ligesom Bowies var også Strunges liv næsten lige så spændende som hans værk, og det er her filmen for alvor finder sin styrke.

De interviewede kolleger og venner kommer med skiftevis smukke og velbalanceret selvironiske betragtninger om den melankolske historie, og man efterlades som publikum ikke overmæt af Strunges poesi, men sulten på hans liv og værk. Desuden er Bowie som baggrundsmusik som udgangspunkt altid et plus til hvilken som helst film. Strunge ville have ønsket det sådan.

Havde filmen blot bestået af interviews og fine optagelser fra Strunges oplæsninger, havde ’Væbnet med ord og vinger’ været en fornem lille portrætdokumentar, men ak. Sådan skulle det ikke gå. Jensen har bragt et hold af skuespillere fra blandt andet Aarhus Teaterskole ind for at opføre visuelle repræsentationer af udvalgte digte – og det fejler.

Stakkels jysk kvinde med tid under kjolen
Der begås her flere på hinanden følgende gange én fejl, der er næsten ligeså gammel som filmmediet selv. For hver gang Strunges nydelige oplæserstemme siger et navneord, finder skuespillerne øjeblikkeligt selv samme genstand frem, og jeg får som publikum ikke en eneste gang lov til at danne mine egne billeder i hovedet.

Her bruges det visuelle ærgerligt nok til at underminere ordets og poesiens magt, som ellers er dets fokus. ”En pige løfter sin kjole, og hendes køn er et ur”, siger Strunge, og hans ord er ligegyldige, for en velmenende Aarhusiansk skuespillerinde står nu foran mig i rød kjole og med et ur imellem benene. Underlig mangel på respekt for eget materiale.

På trods af de mere end lidt klodsede visualiseringer af den i sig selv stærke poesi, er ’Væbnet med ord og vinger’ en udmærket dokumentar. Den både inspirerer, formidler og giver lyst til at dykke ned i Strunges værker, men få for guds skyld det ur ud af kjolen.

Foto: ANOTHER WORLD INTERTAINMENT